Aktier/middag: Novo trækker tungt læs i pæn optur for C25
Der er fremdrift på det danske aktiemarked tirsdag, hvor ikke mindst Novo Nordisk gør en god figur. Den danske medicinalkæmpe er atter skudt over 900 kr. og henter en smule ind på de store kursfald, der er fulgt, siden schweiziske Roche i midten af juli præsenterede lovende resultater fra tidligt studie med en pille til behandling af svær overvægt.
Mandag rettede Novo sig, og tendensen fortsætter altså i tirsdagens handel. Desuden rejser bryggerierne sig oven på de store fald mandag udløst af et sløjt regnskab fra konkurrenten Heineken.
C25-indekset ligger ved 11.30-tiden 0,7 pct. højere i 1986,73.
- Stemningen er egentlig okay og måske lidt afventende frem mod rentemødet i den amerikanske centralbank i morgen. Desuden kommer der jobrapport fredag, og så får vi gang i de store regnskaber.
- Microsoft kommer i aften, og kan som én af de syv i "magnificent seven" godt komme til at spille markedet et puds. Og så har vi selskabsspecifikt et comeback til Novo. Den ligger et par pct. oppe, og det er jo godt for vores indeks. Den har haft en turbulent peride efter udmeldinger fra Roche, siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
NOVO SKYDER ATTER OVER 900 KR
Novo stiger 2,1 pct. til 902,90 kr. Mandag bragte Financial Times et interview med Roches topchef, Thomas Schinecker, der annoncerede, at medicinalgiganten planlægger at sætte ekstra fart på udviklingen af lægemidler til behandling af svær overvægt og derved udfordre Novo Nordisks og amerikanske Eli Lillys dominans på det boomende marked.
Ifølge Schinecker vil Roches første lægemiddel til behandling af svær overvægt komme "væsentligt hurtigere på markedet end folk venter", potentielt i 2028.
Meldingen følger lovende tidlige studier fra Roche med hele to lægemiddelkandidater til behandling af svær overvægt.
Senest den 17. juli kom der resultater fra en pille til behandling af vægttab. Data sendte ved den lejlighed Roche i vejret med næsten 6 pct.
Derimod faldt Novo over 5 pct., og samlet har Novo stadig tabt næsten 7 pct. siden dengang. Zealand Pharma, der også arbejder med lægemiddelkandidater mod svær overvægt, stiger 1,1 pct. til 892,50 kr.
VESTAS OG FLSMIDTH HENTER ORDRER
Fra ordrefronten er der nyt fra både Vestas og FLSmidth.
Vestas annoncerede mandag efter børslukketid en stor hollandsk havmølleordre på 795 MW. Vestas stiger dog kun relativt behersket med 0,4 pct. til 166,75 kr.
Så er der større fremdrift i FLSmidth, der ligger 1,7 pct. højere i 346 kr. oven på en ordre i USA til en anslået værdi af cirka 340 mio. kr.
MÆRSK FRA TOP TIL BUND
Mandagens højdespringer, A.P. Møller-Mærsk, er derimod på hælene og siver 1,2 pct. til 10.935 kr. målt på B-aktien.
Mandag steg Mærsk 5,6 pct., da store spændinger i Mellemøsten dæmpede markedets håb om, at rederierne snart vil kunne sejle sikkert via Det Røde Hav igen og derved undgå omvejen rundt om Afrika. Netop omvejen har lagt beslag på rederiernes kapacitet og medvirket til at drive fragtraterne i vejret. Udviklingen i Mellemøsten følges derfor tæt af finansmarkederne.
Fra analysehusene er der nyt fra svenske SEB, der har løftet sit kursmål for Rockwool til 3350 kr. fra 2950 kr. og gentaget anbefalingen "køb".
Rockwool stiger 0,9 pct. til 2974 kr. Sidst Rockwool lukkede over kurs 3000 var i efteråret 2021.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›