USA/lukning: Powell satte trumf på optur anført af Nvidia

Udgivet den 01-08-2024  |  kl. 06:32  |  

De gode nyheder stod i kø onsdag, hvor Nvidia spredte glæde hos teknologiaktierne efter at være blevet kåret som chipfavorit hos Morgan Stanley, og Federal Reserve-topchef Jerome Powell slog en dueagtig tone an ved pressekonferencen efter centralbankens rentemøde.

Og de positive vinde står til at fortsætte torsdag efter et godt regnskab fra Meta efter børslukketid. Futures indikerer stigninger på 0,2-0,9 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet kommer i gang i New York torsdag eftermiddag.

Ganske vist fastholdt Federal Reserve sin rente på 5,25-5,50 pct., men ved pressekonferencen fastslog Jerome Powell, at en lempelse af pengepolitikken allerede i september er under overvejelse.

Her nedtonede han også bekymringer om inflationen og fremhævede i stedet arbejdsmarkedet som en stigende bekymring - en bekymring, som Federal Reserve er klar til at reagere på, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det var sød musik for investorerne, der sendte de i forvejen positive indeks videre i vejret.

- Det her var små skridt på vejen mod en rentesænkning i september, siger Omair Sharif, der er direktør i Inflation Insights, til Reuters.

- Jeg forventer, at yderligere godt nyt fra inflationsfronten i juli bør bringe Powell i stilling til at give et mere betydningsfuldt signal om, at en rentesænkning i september er meget sandsynlig, fortsætter han.

Det brede S&P 500-indeks steg 1,6 pct., mens Dow Jones-indekset lagde 0,2 pct. til. Allerforrest fremme var det teknologitunge Nasdaq-indeks, der sprang 2,6 pct. i vejret.

Efter børslukning landede ugens andet regnskab fra "Magnificent Seven" i form af Facebook-ejeren Meta Platforms.

NVIDIA OPRYKKET HOS MORGAN STANLEY

Nvidia blev fyrsteligt belønnet af investorerne onsdag, efter at chipaktien for første gang i seks måneder er tilbage som den foretrukne chipaktie hos Morgan Stanley.

Aktien i Nvidia har i en periode været ramt af kursfald, og nu ser analytikerne i Morgan Stanley et godt indgangspunkt.

En generel god stemning og titlen som foretrukken sendte Nvidia op med 12,8 pct. Det svarer til en stigning i markedsværdien på 329 mia. dollar. Det er ifølge Bloomberg News den største stigning på én dag nogensinde.

I samme sektor var der også fremgang til Advanced Micro Devices, AMD, på 4,2 pct. efter et godt regnskab for andet kvartal og en stærk prognose for datacenterdivisionen, hvor der bliver henvist til AI og vundne markedsandele.

Med til at løfte stemningen i chipsektoren er også rygter fra Reuters om, at USA's eksportrestriktioner ikke vil omfatte alle lande.

MICROSOFT SKUFFER I CLOUD-FORRETNINGEN

Microsoft fik onsdag ikke del i den gode stemning omkring teknologiaktierne, da markedet i stedet koncentrerede sig om den skuffende udvikling for omsætningen i cloud-forretningen i fjerde kvartal.

Selskabet bag styresystemet Windows fremlagde tirsdag efter børslukning sit regnskab, hvori der var blev vist en mindre afmatning i Azure-forretningen, der beskæftiger sig med cloud-teknologi. Omsætningen i divisionen voksede 29 pct. til 36,8 mia. dollar, men her var ventet 36,84 mia. dollar af analytikerne.

Aktien satte sig 1,3 pct.

På tapetet onsdag var også Boeing, der skuffede med omsætningen i andet kvartal. Flyproducenten har i samme forbindelse udnævnt Robert Kelly Ortberg som ny topchef.

Boeing steg 4,4 pct.

Kreditkortgiganten Mastercard imponerede med sin indtjening og nettoindtægterne i andet kvartal, og aktien blev belønnet med et plus på 3,6 pct.

BANK TIL HUMANA

Sygekassen Humana fik en ublid modtagelse af sit regnskab for andet kvartal, da det hårdtprøvede selskab i kvartalet var tynget af et højere antal hospitalsanlæggelser blandt sine kunder.

Selve regnskabet var ellers over analytikernes forventninger, men stigningen i indlæggelserne fyldte mere hos investorerne, der sendte aktien ned med 10,6 pct.

Humana har haft en svær start på 2024. I januar måtte selskabet nedjustere sine forventninger som følge af høje omkostninger, og i april sløjfede sygekassen sin prognose for 2025.

Hos Match Group, der står bag datingapps som Tinder og Hinge, var der til gengæld god stemning onsdag.

Selskabet kom bedre ud af andet kvartal end ventet og oplyste ved samme lejlighed jobnedskæringer foruden andre omkostningsbesparelser, der samlet skal løbe op i 13 mio. dollar om året.

Det sendte aktien op med 13,2 pct. - den største stigning i næsten to år.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel