Europa/aktier: Fransk storbank og tyske bilaktier trækker ned

Udgivet den 01-08-2024  |  kl. 12:43  |  

Jublen på Wall Street, efter at den amerikanske centralbank torsdag åbnede døren for en rentenedsættelse til september, har ikke fundet vej til Europa torsdag middag.

I stedet falder de fleste aktiemarkeder blandt andet som følge af pres på bilproducenterne efter en nedjustering fra Daimler Trucks og en regnskabsskuffelse fra BMW.

Desuden falder flere af bankerne. Rentefald på obligationsmarkedet og morgenens regnskab fra den franske storbank Société Générale falder ikke i markedets smag.

Den paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger ved middagstid 0,4 pct. lavere i 516,19.

- Det faktum, at nogle sværvægtere sænker forventningerne lover ikke godt fremadrettet, og kan meget vel forklare, hvorfor de europæiske markeder underpræsterer.

- Skuffende regnskaber, aftagende vækst for industrisektoren, kinesiske forbrugere, der ikke længere redder efterspørgslen, og en mulig genopvågning af inflationen, er ikke så behagelig en cocktail, siger Stefane Ekolo, aktiestrateg hos TFS Derivatives, til Reuters.

BILPRODUCENTER I BAKGEAR

Blandt de største tabere i torsdagens handel er Société Générale, hvis detailbank i Frankrig skuffede i andet kvartal. Aktien ligger 7,6 pct. lavere.

I bilsektoren falder BMW med 2,8 pct. oven på sit kvartalsregnskab, der viste, at driftsmarginen skrumpede til 8,4 pct. fra 9,2 pct. i samme periode sidste år. Analytikere havde ventet en margin på 8,8 pct. ifølge Bloomberg News.

Daimler Truck taber 2,7 pct. efter en nedjustering. Mercedes Benz ligger 2,4 pct. lavere, og Volkswagen undgår heller ikke skrammer og taber 1,6 pct., selv om morgenens regnskab viste, at lønsomheden egentlig var lidt bedre end ventet i andet kvartal.

Driftsmarginen hos Volkswagen faldt til 6,6 pct. fra 7 pct. i samme periode året før. Her havde analytikerkorpset ventet et dyk til 4,2 pct.

ROLLS-ROYCE TIL TOPS

Rolls-Royce er til gengæld flyvende torsdag, efter at den britiske producent af flymotorer har meddelt, at det vil genindføre udbyttebetalingerne for første gang siden pandemien.

Aktien løftes efter sit halvårsregnskab med 10,8 pct. og har sat kurs mod rekord.

Flymotorproducentens regnskab er krydret med en opjustering af forventningerne til den underliggende driftsindtjening til 2,1-2,3 mia. pund fra tidligere ventet 1,7-2,0 mia. pund og et analytikerestimat på 1,98 mia. pund.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel