USA/lukning: Makrodata modererede det omsiggribende mismod

Udgivet den 06-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Et stejlt dyk fra børsåbningen mandag eftermiddag blev i de første handelstimer modereret af et overraskende aktivitetsindeks fra indkøbscheferne i servicesektoren.

Og der bliver lagt yderligere låg på mandagens panik tirsdag morgen. Futures indikerer stigninger på 0,8-1,8 pct. i de tre store amerikanske aktieindeks senere på dagen.

Helt i land kom aktierne aldrig på ugens første handelsdag, hvor fredagens fald nåede kloden rundt via massive fald i Tokyo og siden i Europa for igen at trække børserne i New York ud på dybt vand.

Det brede S&P 500-indeks sluttede med et fald på 3,0 pct., det teknologidominerede Nasdaq-indeks tabte 3,4 pct., og de tunge aktiers Dow Joes-indeks blev trukket ned med 2,6 pct., efter at fredagens nedtur skar 1,5-2,4 pct. af de tre ledende indeks.

Bekymringerne om den amerikanske økonomi efter sløje nøgletal i sidste uge tilskrives størst betydning for det globale aktiedrop, mens en styrket yen bidrog til den særligt hårde medfart til de japanske aktier mandag morgen.

ISM OVERRASKEDE POSITIVT

De tre indeks indledte handelsdagen med fald på op til 5,8 pct., men de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i servicesektoren, ISM Services, viste siden en stigning i juli til 51,4 fra 48,8 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News forudset en stigning til 51,0.

Indekset viser ifølge Sydbank, at den amerikanske økonomi ikke er gået helt i stå med en indeksværdi over 50 for servicesektoren, som udgør 80 pct. af den amerikanske økonomi.

- Hvis panikken på markederne fortsætter, kan vi se centralbankerne træde til og forsøge at gyde olie på vandene. Der er vi dog ikke endnu, skriver bankens cheføkonom, Søren Kristensen, i sin kommentar til ISM-tallene.

IT VAR HÅRDT RAMT

Teknologiaktierne, som dominerer i Nasdaq-indekset, var fortsat blandt de hårdest ramte

Aktiedarlingen Nvidia tabte 6,4 pct. efter en melding om en forsinkelse i lanceringen af selskabets kommende kunstig intelligens-chips på grund af en designfejl.

Microsoft faldt 3,2 pct., og Google-ejeren Alphabet lukkede 4,5 pct. lavere.

Apple faldt 4,9 pct. særligt belastet af, at investeringskæmpen Berkshire Hathaway har reduceret sin ejerandel i iPhone-producenten med næsten 50 pct.

Generelt har teknologi- og vækstaktierne drevet de amerikanske aktiemarkeder til rekord på rekord. Men de seneste handelsdage er kursen vendt, og en del af årsagen - ud over de selskabsspecifikke - skal søges i Tokyo, hvor den japanske centralbank, Bank of Japan, i sidste uge lancerede en ændring i pengepolitikken, som nu styrer mod japansk renteforhøjelse.

Det begrænser fordelene ved den såkaldte "carry trades" - lån i lavrentevaluta, eksempelvis yen, til investering i vækstaktiver, som kan være amerikanske teknologiaktier.

Når mulighederne i "carry trade" vender den gale vej, får de højt gearede amerikanske hedgefonde travlt med at neddrosle deres positioner i netop amerikanske vækstaktier.

INTEL TOG FORTSAT VAND IND EFTER TORSDAGENS SKUFFELSE

Blandt teknologiaktier med en særlig hård medfart mandag sås chipgiganten Intel, som tabte 6,4 pct. efter et fald fredag på 26,1 pct.

Ud over den generelle misstemning er Intel ramt af efterdønningerne fra torsdagens sene regnskab, der gav tæt på fuld plade i dårlige nyheder.

E-handelskæmpen Amazon blev også sendt i grøften med et fald på 4,1 pct. efter at aktien fredag blev sendt ned 8,8 pct. på grund af en skuffende prognose for tredje kvartal.

Men der var også fremdrift for enkelte aktier.

Crowdstrike steg 1,9 pct., efter at syndebukken for det globale it-nedbrud for tre uger siden mandag kunne meddele, at luftfartsselskabet Delta Air Lines, som har gjort krav på kompensation efter nedbruddet, forsømte at acceptere Crowdstrikes tilbud om assistance.

Og snackproducenten Kellanova steg 16,2 pct. på forlydender om, Mars overvejer et bud på aktierne i selskabet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel