Fredagens aktier: Genmab tabte højde efter regnskab i C25-optur anført af Novo

Udgivet den 09-08-2024  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

Genmab var til eksamen fredag med sit regnskab, der trods en opjustering og et resultat over forventning ikke vakte synderlig begejstring hos handlerne.

Mere populær var aktien i Novo Nordisk, som markedet igen fik smag for efter nogle svære dage i ugens løb - ikke mindst efter regnskabet for andet kvartal, hvor salget af Novos storsællerter skuffede.

Samlet bød dagen på en fremgang på 1,0 pct. til 1944,39 for det danske C25-indeks, der endte en hektisk uge med en spinkel tilbagegang på 0,1 pct.

- Det har været noget af en rutsjebane den her uge, og så ender vi stort set uforandret. Det er et styrkesignal, at markedet har klaret modvinden i starten af ugen så godt, som vi har, men omvendt vil jeg også sige, at det har været en uge uden vigtige makrotal, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

I næste uge venter vigtige nøgletal i form af de amerikanske forbrugerpriser og detailsalget, der kan give et indblik i inflationsudviklingen og humøret hos de amerikanske forbrugere.

PLUS TIL NOVO I VOLATIL UGE

Helt i toppen af det danske eliteindeks endte Novo Nordisk fredag trods mangel på selskabsspecifikke nyheder.

Aktien i C25-indeksets absolutte sværvægter har i ugens løb været ramt af store fald og stigninger.

Onsdag var medicinalgiganten i ilden med sit kvartalsregnskab, der ikke kunne leve op til markedets forventninger til salget af storsællerterne Wegovy og Ozempic.

Torsdag fik Novo til gengæld medvind af rivalen Eli Lilly, der omvendt leverede et overbevisende regnskab med et stærkt salg af de konkurrerende midler Zepbound og Mounjaro, og fredag var der hjælp fra samme kant, da den amerikanske gigant blev udnævnt til favorit hos børshuset Morgan Stanley.

På sit laveste blev Novo handlet til 810,10 kr., mens den på sit højeste i ugens løb ramte lukkekursen 918,60 kr. efter en stigning på 6,3 pct.

- Jeg har ikke set Novo nogensinde være så volatil som i denne uge med kæmpeudsving i begge retninger. Den steg voldsomt tirsdag, faldt voldsomt onsdag og steg voldsomt igen torsdag og igen fredag, siger Mads Zink og påpeger, at der er mere end 10 pct. forskel på top og bund.

Genmab blev fredag bedømt for sit regnskab for andet kvartal, der blev offentliggjort torsdag efter børslukning.

Regnskabet bød på en opjustering af salgsforventningerne og en indsnævring af driftsforventningerne. I andet kvartal overraskede Genmab positivt med toplinjen, men alligevel faldt aktien 1,2 pct. til 1805 kr.

- Der var ikke voldsomt meget nyt fra regnskabet. Der var en opjustering af helårsforventningerne drevet af et bedre salg end ventet af Epkinly og Darzalex, forklarer Mads Zink.

Hos analysehusene var modtagelsen af regnskabet også forskellig. Hos Danske Bank blev kursmålet sænket til 2800 kr. fra 3000 kr., mens Goldman Sachs omvendt løftede til 2509 kr. fra 2378 kr.

MÆRSK NØD GODT AF ANBEFALINGSLØFT

A.P. Møller-Mærsk fik medvind fra analysehuset Clarksons Securities fredag efter et løft af anbefalingen til "køb" fra "neutral".

Samtidig fik rederigiganten skruet kursmålet op til 14.000 kr. fra 12.512 kr. Ændringen fulgte Mærsks regnskab for andet kvartal, der blev offentliggjort onsdag.

Anbefalingsløftet opvejede også en ny uge med fald i fragtraterne. Den ugentlige opgørelse fra rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) viste et fald på 2,4 pct. til 3253,89.

Mærsks B-aktie steg 1,2 pct. til 10.560 kr.

Rederiet Norden øgede 2,8 pct. - med 7,60 kr. - selv om der fredag fragik retten til udbytte på 2 kr. per aktie.

Med til at understøtte aktien var et løftet kursmål hos børshuset SEB til 405 kr. fra 380 kr. og en gentaget købsanbefaling.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
17:19 Fredagens obligationer: Renten blev holdt i ro trods dyk fra svag jobrapport i USA
17:04 Fredagens aktier: Mærsk fortsatte optur mens amerikanske jobtal viste sløj vækst før valg
15:12 Amerikanske indkøbschefer melder om vigende aktivitet i industrien
14:56 USA/åbning: Svag jobrapport giver grøn åbning i USA - Intel og Amazon stiger
14:56 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:43 DFDS dropper køb af tyrkiske Ekol og skærer stor luns af forventningerne
14:33 Novos resultater i fedtlever tegner lovende vurderer Sydbank
14:10 Cheføkonom: Ringeste jobrapport i knap fire år er skidt nyt for Kamala Harris
13:55 Amerikansk jobrapport viser laveste jobvækst i tæt på fire år
13:46 USA: Jobrapport landede markant værre end forventet
13:43 USA: Renter dykker efter meget svag jobvækst i USA
12:39 USA/tendens: Spænding før jobtal og valg giver grønne futures i USA
12:21 Chevron med bedre end ventet regnskab trods skrumpende overskud
12:13 Europa/aktier: Britiske Reckitt klarer frisag og brager op i grønt marked
11:57 Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata
11:55 Exxon kompenserede for faldende oliepriser med højere produktion i tredje kvartal
11:53 Aktier/middag: Mærsk tropper grønt indeks før vigtig jobrapport
09:18 Aktier/åbning: Mærsk indtager toppen i grønt eliteindeks efter flere gode nyheder
09:02 Råvarer: Olieprisen stiger efter rygter om at Iran planlægger angreb på Israel