Vestas tager toppen af forventninger til indtjeningen i 2024
Vestas nedpræciserer indtjeningsforventningerne til 2024. Det sker med henvisning til planlagte omkostninger relateret til servicesegmentet.
Det fremgår af en meddelelse fra Vestas mandag eftermiddag.
Aktien dykker efterfølgende med 2,1 pct. til 161,60 kr.
Vindmølleproducenten venter nu en omsætning i år på 16,5-17,5 mia. euro mod tidligere ventet 16-18 mia. euro, mens indtjeningsevnen, EBIT-marginen før særlige poster, nu ses på 4-5 pct. mod tidligere ventet 4-6 pct.
Her lyder analytikerkonsensus indsamlet af Vestas frem mod onsdagens regnskab for andet kvartal på en omsætning på 17,06 mia. euro og en EBIT-margin før særlige poster på 5,1 pct.
Vestas benytter sig fortsat af inflationsindeksering til at beskytte lønsomheden på ordrebeholdningen.
- Tilpasninger til planlagte omkostninger påvirker dog den nuværende lønsomhed i Vestas' Service-segment, skiver Vestas.
Derfor viser de foreløbige tal for andet kvartal en omsætning på 3,3 mia. euro og en negativ EBIT-margin før særlige poster på 5,6 pct. Her lød analytikernes forventning på henholdsvis 3,8 mia. euro og positive 2,7 pct.
Andet kvartal er påvirket af en negativ regnskabsmæssig effekt på 300 mio. euro i serviceforretningen og på den baggrund viser de foreløbige tal for andet kvartal en negativ EBIT-indtjening før særlige poster for serviceforretningen.
- Vores serviceforretning er fortsat et særdeles profitabelt segment. Ses der bort fra den negative tilpasning i andet kvartal 2024, er vores lønsomhed på niveau med de seneste kvartaler, og vi forventer, at den fortsat vil forblive på det niveau i fremtiden med en opadgående bane, skriver Vestas.
I Power Solutions-segmentet er vendingen på vej med en EBIT-marginforbedring på næsten 8 pct.point i forhold til andet kvartal sidste år og en kvartalsvis ordreindgang på 3,6 GW.
Serviceforretningen forventes nu at generere en EBIT-indtjening før særlige poster på cirka 500 mio. euro mod tidligere ventet 800-880 mio. euro.
Forventningerne til de samlede investeringer er uændrede på cirka 1,2 mia. euro.
.\\˙ MarketWire
Tags: Profit warning❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›