Svensk medicinudstyrsfirma stiger tocifret efter stærkt regnskab

Udgivet den 28-01-2025  |  kl. 11:32  |  

Svenske Getinge, der producerer medicinsk udstyr, stiger på børsen i Stockholm tirsdag med 10,9 pct. efter et noget bedre regnskab for fjerde kvartal end ventet.

- I 2024 havde Getinge en rekordomsætning, og vi sluttede året af med et stærkt kvartal. Både ordreindgang og nettoomsætning steg markant, også organisk, med positive resultater i alle regioner, siger Mattias Perjos, administrerende direktør for Getinge, i regnskabet.

I de sidste tre måneder af 2024 omsatte Getinge for 11,07 mia. svenske kr., svarende til en organisk vækst på 9,2 pct. i forhold til samme kvartal året før.

Ordreindgangen steg desuden 7,4 pct. organisk.

Den justerede driftsindtjening, EBITDA, steg desuden til 2143 mio. svenske kr. fra 1318 mio. svenske kr. i fjerde kvartal sidste år.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en omsætning i kvartalet på 10,45 mia. svenske kr. og et justeret driftsresultat på 1,52 mia. svenske kr.

Getinge præsenterer i regnskabet for første gang også en prognose for 2025, hvor det venter en organisk vækst i omsætningen på 2-5 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder