Carlsbergs milliardopkøb af Britvic er til eftersyn hos de britiske konkurrencemyndigheder
Carlsbergs opkøb af den britiske læskedrikproducent Britvic undersøges nu hos de britiske konkurrencemyndigheder for at sikre, at opkøbet ikke dæmper konkurrencen, skriver Wall Street Journal.
De britiske konkurrencemyndigheder har tirsdag netop bedt interesserede i at indsende deres umiddelbare syn på de effekter handelen kan få på konkurrencen.
Der er tale om første skridt i myndighedernes indsamling af informationer, forud for at den formelle undersøgelse af handelen indledes, skriver Wall Street Journal.
Carlsberg annoncerede i starten af juli et tredje bud på Britvic på over 29 mia. kr. Buddet fik fuld opbakning fra Britvics bestyrelse og har siden også fået opbakning fra bryggeriets aktionærer ved en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af august.
Til gengæld har aktiemarkedet tilsyneladende ikke været alt for begejstret for handelen. Siden Britvic den 21. juni annoncerede, at det havde afvist to bud fra Carlsberg, er den danske bryggeriaktie faldet over 18 pct.
Og siden Carlsberg fik opbakning fra Britvics bestyrelse til sit tredje købstilbud den 8. juli, har aktien tabt næsten 8 pct.
Heraf er størstedelen af nedturen dog sat ind, efter et skuffende regnskab fra Heineken i slutningen af juli advarede investorerne om, at ølsalget i juni var særdeles skidt for bryggerierne i Vesteuropa.
Tirsdag eftermiddag ligger Carlsberg 0,4 pct. højere i 772,60 kr.
Derimod falder Britvic marginalt til 1275 pence. Carlsbergs bud er på 1315 pence.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›