USA/lukning: Plusser på Wall Street - Moderna fik en syngende lussing på prognose

Udgivet den 13-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Wall Street vendte en lidt træls torsdag til en med fremgang, efter at producentpriserne endte højere end ventet og forstærkede forventningerne til en rentesænkning på 25 basispoint fra Federal Reserve.

Fredag morgen er der tvivl om udviklingen. Futures indikerer minimale udsving tæt omkring nul, når markedet åbner i New York senere på dagen.

Moderna var torsdagens taber og blev sendt ned efter en negativ indtægtsprognose.

Producentprisindekset steg 0,2 pct. i august mod en ventet stigning på 0,1 pct.

- Vi får fortsat data, der indikerer, at inflationen er ved at aftage med tallene for producentpriserne, siger Chuck Carlson, direktør for Horizon Investment Services, til Reuters.

En række svækkede data om beskæftigelse og økonomisk vækst i løbet af de sidste par uger havde ellers givet næring til en større rentesænkning end 25 basispoint fra Federal Reserve.

Men efter onsdagens inflationsrapport venter 85 pct. af markedsdeltagerne en rentesænkning på 25 basispoint, ved rentemødet den 18. september, viser CME's Fedwatch ifølge Reuters. Det vil være den første rentenedsættelse siden marts 2020.

- Økonomien er ikke ved at falde fra hinanden, så centralbanken har tiden til at få renterne sat ned, siger Brian Henderson, investeringsstrateg hos Bok Financiel, til Bloomberg News.

- Federal Reserve kommer formentlig til at starte med en rentesænkning på 25 basispoint både i september, november og december. Og de kan sætte tempoet ned til en rentesænkning per kvartal næste år, siger han.

Det toneangivende S&P 500-indeks steg 0,8 pct. torsdag, Nasdaq gik 1,0 pct. frem, mens Dow Jones steg 0,6 pct.

Vaccineproducenten Moderna gik dog modsat, og aktien fik sig en ordentlig dukkert efter nedslående udsigter for indtjeningen.

Derudover var der fortsat fokus på chipgiganten Nvidia efter en massiv optur onsdag.

NVIDIA-TOPCHEF MELDER OM UTROLIG EFTERSPØRGSEL

Aktiekursen for chipgiganten Nvidia steg 2 pct. til 199,18 dollar. efter et plus onsdag på 8,2 pct.

Koncernens topchef, Jensen Huang, manede onsdag en af de store bekymringer, afkastet på de hundedyre AI-chips, i jorden.

- Efterspørgslen er simpelthen utrolig, sagde han og understregede, at kunderne er så vilde efter at få fingre i selskabets chips, at de stresser.

Jensen Huang sagde også, at der er "stærk efterspørgsel" på den næste generation af de mest avancerede chips, kaldet Blackwell.

MODERNA I NEDTUR

Vaccineproducenten Moderna tog en ordentlig nedtur, efter nyheder om at selskabet vil reducere sit forsknings- og udviklingsbudget med 20 pct. over de næste tre år ifølge Bloomberg News.

Reduktionen, som samlet løber op i 1,1 mia. dollar, svarende til 7,4 mia. kr., sker som led i en større strategiændring for at "udøve økonomisk disciplin", siger Jamey Mock, økonomidirektør i Moderna, til Bloomberg News.

Men det beroligede ikke investorerne, der sendte Moderna-aktien ned med 12,5 pct. til 69,56 dollar.

BOEING KAN RAMMES AF STREJKE FRA FREDAG

Flyproducenten Boeing risikerer, at mere end 30.000 ansatte går i strejke fra fredag, når en ny foreløbig overenskomst formentligt afvises af de ansattes fagforening senere torsdag.

Boeing-aktien steg 0,4 pct.

Detailkæde Kroger løftede det nedre spænd af sine forventningerne til 2024, da kunderne har brugt flere penge på indkøb end ventet.

Kroger venter nu en vækst i det sammenlignelige salg eksklusive brændstof på 0,75-1,75 pct. fra 0,25-1,75 pct.

Det større forbrug blandt kunderne skyldes lave priser og personaliserede tilbud, forklarer topchef Rodney McMullen i en meddelelse ifølge Bloomberg News.

Samme historie beretter detailgiganter som Walmart og Target også om, da amerikanerne, der presses af fortsat høje renter og en lang periode med høj inflation, prioriterer indkøb og faste forbrugsgoder over mere lystbetonede indkøb.

Kroger steg torsdag 7,2 pct., Walmart øgede 0,9 pct., og Target gik 0,8 pct. frem.

SMYKKEKÆDE FUNKLEDE

Smykkekæden Signet drønede frem efter et indtjeningsmæssigt stærkt andet kvartal, hvor smykkekæden har annonceret et justeret overskud per aktie på 1,25 dollar mod ventet 1,12 dollar ifølge Bloomberg News.

Samtidig fastholder Signet sin prognose for 2024/25, der målt på midtpunktet er en del bedre end ventet af markedet.

Signet-aktien steg 11,4 pct. til 87,02dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Optur løb ud i sandet med pres fra Novo og BP
17:05 Facebook-ejer vil skille sig med sine dårligst præsterende medarbejdere
17:03 Tirsdagens aktier: Novo og Pandora røg i kanvassen efter nyt fra amerikanske konkurrenter
17:00 Tirsdagens obligationer: Renten fortsatte op forud for amerikansk inflationsopgørelse
16:47 Facebook-ejer vil skille sig med sine dårligst præsterende medarbejdere
15:41 USA/åbning: Eli Lilly dykker efter svag afslutning på 2024 i grønt marked
15:30 Novos ærkerival ser tocifret vækst næste år: Fjerde kvartal af 2024 skuffer
14:38 USA/tendens: Grøn dag i sigte på opløftende nøgletal og rygte om gradvis toldforøgelse
14:01 Europa/aktier: Fremgang efter rygter om gradvis optrapning af Trumps told
13:57 Jyske Bank-analytiker: Man skal være varsom med at sammenligne Pandora og Signet
13:08 Glansen går af amerikansk smykkekæde - salget i fjerde kvartal nedjusteres
12:57 Nyt købstilbud rammer handlernes skærme: United Rentals køber H&E
12:40 DFDS åbner fragtrute mellem Spanien og Holland
12:20 Amerikansk boligbyggefirma i vejret efter stærke kvartalstal
11:35 Obligationer/middag: Mindre rentestigning forud for producentprisopgørelse
11:31 Trumps folk overvejer gradvis optrapning af told
11:26 Aktier/middag: Genmab og Carlsberg til tops i grønt C25 efter positivt analytikernyt
10:55 Carlsberg er blandt Bank of Americas topvalg: Undervurderet aktie handles 30 pct. under sektoren
09:47 GN spås risiko for udfordringer i både Audio og Hearing af Nordea
09:28 Ørsted får skåret kursmålet til 320 kr. fra 390 kr. af DNB