Onsdagens aktier: DSV sendt ned af CVC's sidste krampetrækninger på rød dag

Udgivet den 18-09-2024  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

DSV blev kørt over af CVC onsdag, da det kom frem, at kapitalfonden har luftet muligheden for et nyt bud på den tyske speditør DB Schenker.

ISS holdt kursen dagen igennem i toppen af eliteindekset, C25, på en større transaktion af selskabets aktier. Og Novo Nordisk rejste sig en smule efter nyt om kommende amerikanske prisforhandlinger - men holdt fast i en sivende aktiekurs.

Samtidig var markedet i forvejen nervøst forud for afslutningen på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

- Normalt plejer Fed jo at være gode til at holde os i hånden. Men i aften ved vi ikke, hvor stor rentesænkningen bliver - kun at der kommer en, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Investorerne holdt sig lidt på sidelinjen onsdag:

- Volumen er lidt lavere end gennemsnittet, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

Samlet faldt C25-indekset med 0,9 pct. til 2011,93.

DSV TOG TUREN SYDPÅ

Umiddelbart var DSV's køb af den tyske speditør DB Schenker klappet af. Men onsdag kom det frem, at kapitalfonden CVC overvejer at sende et større bud på den tyske koncern til ejerne, Deutsche Bahn.

Men selv om CVC's signaler om, at den muligvis vil kunne byde højere end DSV, ændrer det ikke på, at budprocessen er afsluttet. Det er meldingen fra DB Schenkers ejer, Deutsche Bahn, i en mail til Shippingwatch.

Mikkel Emil Jensen, analytiker i Sydbank, ser det da også som lidt af en desperat handling, at CVC i 11. time forsøger at fravriste DSV sejren som vinder af budkampen om DB Schenker.

DSV selskabet annoncerede handelen i fredags meddelte, at selskabet havde underskrevet en aftale med DB Schenker. Transaktionen er dog stadig afhængig af godkendelser fra bestyrelsen i Deutsche Bahn, der ejer DB Schenker, samt fra det tyske transportministerium såvel som af konkurrencemyndigheder.

Men Deutsche Bahns ledelse bakker ifølge Bloomberg op om aftalen, inden Deutsche Bahns bestyrelse mødes den 27. september for at godkende handelen.

- I mine ører lyder det meget usædvanligt. DSV har været ude med en pressemeddelelse, hvor de annoncerede, at de overtager Schenker og har vundet kapløbet, og det tænker jeg ikke, at de vil gøre, uden at der foreligger en underskrift, siger Mikkel Emil Jensen.

I brevet fra CVC til Deutsche Bahns ledelse og bestyrelse indikerer kapitalfonden ifølge Bloomberg, at den er villig til at løfte sit bud på DB Schenker på 14 mia. euro.

DSV-aktien bakkede 1,6 pct. til 1385 kr.

ISS TIL TOPS PÅ TRANSAKTION

En stor aktiepost i ISS skiftede tirsdag hænder - og det sendte onsdag aktien frem med 3,4 pct. til 134,90 kr.

Det var meldingen om, at den aarhusianske rigmand Henrik Lind havde købt en stor aktiepost på over 12 mio. kr. i servicegiganten fra Lego-familiens investeringsselskab, Kirkbi Invest.

- Det var en større transaktion, der blev meldt ud tirsdag. ISS er den mest shortede aktie i Danmark, så der kan også være lidt "shortcovering" i aktien efterfølgende, siger Martin Munk fra Jyske Bank.

"Shortcovering" er et begreb, som dækker over, at investorer sikrer deres væddemål ved at købe aktier, de ellers har satset på ville falde.

NOVO FALDER PÅ UDSIGT TIL RABAT PÅ STORSÆLLERT

Novo gik 2,4 pct. tilbage til 882,20 kr. efter et fald på 2,0 pct. tirsdag.

Den sivende aktiekurs følger udtalelser fra Ulrich Otte, direktør for finans og drift i Novos amerikanske datterselskab, tirsdag på en sundhedskonference arrangeret af Cantor, at GLP-1-analogen Ozempic meget vel kan blive udtaget til næste runde af prisforhandlinger til sygekassen Medicare i USA.

- Vi vidste godt, at det ville ske. Men nu er der kommet fornyet fokus på Novo på grund af det. Det var også årsagen til, at sundhedssektoren generelt var under pres i Europa tirsdag, siger Martin Munk.

MÆRSK MED I TOPPEN

Der kom nyt fra Mærsk, der på sin hjemmeside kunne oplyse, at logistikgiganten ser frem mod et fjerde kvartal med bedre balance mellem udbud og efterspørgsel på fragtmarkederne.

- Der vil stadig være handels- og havnespecifikke flaskehalse - særligt i regioner med høj trafik, hvor propper og forsinkelser kan vare ved, skriver Mærsk.

Om efterspørgslen på containerfragt skriver Mærsk, at den stadig vurderes stærk, men at den "står foran nye dynamikker".

Mærsks B-aktie steg 3,3 pct. til 10.655 kr.

Onsdag var også dagen, hvor de danske handlere for første gang kunne se finske Sampo blive handlet på børsen i København, efter at selskabet har overtaget Topdanmark. Aktien blev indledningsvist handlet for 311,60 kr., men faldt til 308,90 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:57 Europa/lukning: Amerikansk rentenedsættelse gav aktieoptur - tysk indeks sendt i rekord
17:50 Finansminister Yellen ser Feds rentenedsættelse som et positivt tegn
17:11 Torsdagens aktier: NKT endte i rekord efter amerikansk rentenedsættelse sendte indeks op
17:04 Torsdagens obligationer: Amerikansk rentenedsættelse gav skvulp og status quo i Danmark
16:53 Tysk ejendomsselskab på himmelflugt efter forbedret aftale fra moderselskab
15:58 Bavarians koppe- og mpoxvaccine bliver godkendt af EMA til unge
15:53 USA/åbning: Indeks sendes i rekord efter stor rentelettelse løfter risikolyst
15:51 Rentenedsættelser giver udsigt til øget potentiale for S&P 500-indekset spår BMO
15:44 Rockwools finansdirektør sælger aktier for 1,8 mio. kr.
15:08 Tyskland vil foretrække en børsnotering af forsyningsselskabet Uniper
14:54 Svenske SEB's finansdirektør træder tilbage
14:35 Amerikansk aktivitetsindeks overrasker positivt
14:33 USA: Færre nytilmeldte ledige end ventet
14:27 USA/tendens: Amerikanere byder op til aktiefest efter bekymringer er ryddet af vejen
14:12 Factset går grøn dag i møde efter opløftende regnskab
13:57 Mobileye indikeres 9 pct. højere efter Intel afviser salg af aktieandel
13:33 Europa/aktier: Amerikansk rentelettelse giver aktieoptur og sender tysk indeks i rekord
13:30 Bank of England holder som ventet renten i ro - pundet når højeste niveau i over to år
13:02 ALK ser stort potentiale i markedet for peanutallergi
11:46 Obligationer/middag: Let stigende rente efter stor amerikansk rentelettelse