Obligationer/tendens: Stille åbning i sigte inden stribevis af nøgletal
En lang stribe aktivitetsmålinger fra eurozonen og USA kan sætte sit præg på obligationsmarkederne mandag, hvor det tegner til en nogenlunde afdæmpet åbning.
Den tiårige amerikanske rente faldt en smule efter dansk børslukketid fredag, men lukkede 3 basispoint højere end torsdag i 3,74 pct.
Herhjemme endte den tiårige rente fredag i 2,13 pct. - en stigning på 2 basispoint fra torsdag.
Mandag morgen handles de amerikanske T-bonds ikke, da markedet i Tokyo er lukket, så investorerne kan fejre efterårsjævndøgn.
Indkøbschefernes aktivitetsindeks, PMI, kan sætte dagsordenen mandag, hvor der måles på udviklingen både i service og fremstillingsindustrien i eurozonen og USA.
- Opstår et fald i PMI-tallene for september, kan dette presse renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel om de europæiske aktivitetsmålinger.
Generelt ventes september-målingerne i såvel Europa som USA at være nogenlunde på linje med august.
Ud over PMI-målingerne kan investorerne mandag hente inspiration i en række taler fra centralbankchefer. I USA taler Raphael W. Bostic, chef for Federal Reserve i Atlanta med stemmeret i FOMC, allerede klokken 14.
Klokken 15 taler Piero Cipollone, medlem af ECB's direktion, og klokken 16.15 taler Austan Goolsbee, chef for Federal Reserve i Chicago.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›