Onsdagens aktier: Bavarian toppede ugens første grønne dag for C25-indekset

Udgivet den 25-09-2024  |  kl. 17:18  |  
Maersk

Bavarian toppede onsdag det danske eliteindeks C25, efter at vaccineproducenten kunne offentliggøre en ordre på mpox-vacciner fra den amerikanske regering.

Bavarian-aktien var skarpt forfulgt af Rockwool og Zealand, som begge lå med i toppen af indekset uden selskabsspecifikke nyheder.

Samlet betød det, at C25-indekset sluttede onsdag med ugens første plus med en stigning på 0,2 pct. til 1970,56.

- Det går bedre i dag, efter vi har haltet lidt efter mandag og tirsdag, hvor danske aktier ikke har kunnet følge med de europæiske. Der er kommet lidt mere fart på i dag, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

Onsdag var der ligeledes fokus på Novo-aktien, som så fremgang, efter at topchef Lars Fruergaard Jørgensen tirsdag talte for sundhedsudvalget i Senatet i USA.

- En del af forklaringen af fremgangen i C25 er stigningen til Novo Nordisk. Den her høring i USA har ligget lidt som en dyne over aktien de seneste par dage. Så der er lidt lettelse i dag, fordi Fruergaard klarede det godt, eller så godt som han kunne, siger Lars Hytting.

NOVO-TOPCHEF STOD SKOLERET I SENATET

Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, talte tirsdag foran sundhedsudvalget i det amerikanske Senat anført af Bernie Sanders. Under høringen blev Lars Fruergaard spurgt ind til, hvorfor Novos listepriser i USA er markant højere end i resten af verden.

Her pegede topchefen på det komplicerede system, der er i USA, med sygeforsikringer - både offentlige og private - og mellemmænd til at forhandle rabatter for sygekasserne. Konkret betyder det, at meget få betaler den egentlige listepris, lød pointen fra Lars Fruergaard Jørgensen.

Høje listepriser er af interesse for mellemmændene - også kendt som PBM'er - da de så kan forhandle større rabatter. Derfor var det også bemærkelsesværdigt, at Bernie Sanders meddelte, at han havde fået tilsagn fra PBM'erne om, at de ikke vil begrænse adgangen til Novos midler, hvis listeprisen sænkes.

Selv om det umiddelbart er positivt, er der lang vej til varige ændringer i USA, mener Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.

- Det er ikke noget, der sker med et trylleslag. Hvis det sker, er der en regning, der ender et eller andet sted i sundhedssystemet. Hvis det er rigtigt, hvad indkøbsorganisationerne siger, er det formentlig dem, der ender med den, vurderer han over for MarketWire.

Novo fik da også opbakning fra den demokratiske senator Tim Kaine, der ved høringen opfordrede til et mere kritisk blik på PBM'erne.

Aktien steg onsdag med 1,2 pct. til 847,30 kr.

BAVARIAN FÅR AMERIKANSK MPOX-ORDRE

Bavarian Nordic offentliggjorde tirsdag efter børslukning, at den danske vaccineproducent har modtaget en ordre på sin koppe- og mpox-vaccine på 63 mio. dollar, som svarer til lige over 422 mio. kr.

Ordren kommer fra den amerikanske regering, hvis lagerbeholdning af vacciner er svundet ind efter udbrud med den smitsomme sygdom mpox.

Vaccinerne ventes leveret i løbet af 2025 og 2026.

Ordren gav medvind til Bavarian-aktien onsdag, som toppede C25-indekset med en stigning på 3,9 pct. til 241,50 kr.

Med i toppen af C25 lå også Rockwool og Zealand Pharma, som steg henholdsvis 3,5 og 3,1 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.

LØFTET KURSMÅL TIL NOVONESIS

Novonesis' kursmål blev hævet til 475 kr. fra 440 kr. hos finanshuset Redburn Atlantic, der gentog sin anbefaling "neutral".

Aktien steg onsdag med 1,5 pct. til 476,30 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: RFK som USA's sundhedsminister var gift for medicinalaktierne
17:07 Fredagens aktier: Nedtur til medicinalaktierne trak C25 i laveste niveau i år
17:00 Fredagens obligationer: Renten hoppede på stedet trods stærke tal fra USA
15:52 Forventninger dæmpes: Nu kun "fifty-fifty" om Fed sænker renten i december
15:39 USA/åbning: Kommentar fra Powell om renteudsigterne presser aktierne
15:08 Tørlastindekset Baltic Dry stiger for ottende gang på ni dage
14:00 USA/tendens: Powells rolige rentetilgang sender futures i rødt
13:55 DFDS-aktien i vejret efter alligevel at være kommet i mål med tyrkisk opkøb
13:16 Europa/aktier: Valg af vaccineskeptiker som USA's sundhedsminister tynger medicinal
13:14 DFDS køber alligevel tyrkisk virksomhed men på nye betingelser
13:07 SP Groups markante indtjeningsfremgang drevet af øget salg af egne varemærker
12:55 Trumps udnævnelse af kontroversiel sundhedsminister lægger pres på danske medicinalaktier
12:01 Obligationer/middag: Renten går et nøk ned inden amerikansk detailsalg
11:54 Aktier/middag: Bavarian får klø efter regnskab og kontroversielt ministervalg i USA
11:24 Efter en periode på sidelinjen anbefaler Danske Bank igen køb af NKT-aktien
11:12 Vi har rykket en del af julegaveindkøbene til andet kvartal siger MAtas-topchef
10:34 Bavarian Nordic løfter lidt af sløret for 2025: Har hentet ordrer for 2,4 mia. kr.
10:07 Topchef i Matas om omsætningsvækst: Flere nye varer, striber i Norden og hurtig levering
09:22 Bavarian dykker på bekymringer om 2025 og USA's nye sundhedsminister
09:20 Bavarian-aktie styrtdykker med 16 pct. efter regnskab og nyt fra USA