Aktier/middag: Småsur aktiestemning i København efter skuffelser fra europæiske giganter

Udgivet den 16-10-2024  |  kl. 11:26  |  
Maersk

A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk er nogle af de få lyspunkter i et ellers negativt dansk aktiemarked onsdag ved middagstid.

Skuffende meldinger fra store europæiske virksomheder som ASML og LVMH tirsdag eftermiddag og aften bidrager til en generel sur stemning på aktiemarkedet i Europa onsdag.

Herhjemme ligger C25-indekset ved 11.15-tiden 0,7 pct. lavere i 1916,36 efter fald i 21 af de 25 eliteaktier.

I Paris og Frankfurt falder de ledende indeks 0,5-0,6 pct., mens markedet i London skiller sig ud med et plus på 0,5 pct. efter opløftende britiske inflationstal.

- Det ser lidt småsløjt ud på de europæiske aktiemarkeder. Vi fik nogle kedelige meddelelser fra ASML og LVMH tirsdag, og det er to selskaber, som vægter rigtigt tungt på det europæiske marked.

- Det påvirker primært de sektorer, de er en del af, men det smitter også lidt af på stemningen på det bredere aktiemarked, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

I Holland falder chipudstyrsproducenten ASML onsdag yderligere 5 pct. efter nedturen på 15,6 pct. tirsdag, da det fremlagde et slemt skuffende regnskab for tredje kvartal, hvor antallet af nye ordrer overraskende blev mere end halveret.

Tirsdag aften kom der også skuffende tal fra den franske luksusgigant LVMH, som onsdag bliver sendt ned med 4 pct. på børsen i Paris.

NOVO OG MÆRSK HOLDER STAND

- Herhjemme er faldet ret bredt funderet. Novo Nordisk holder dog stand, men den faldt også en del lige før børslukketid tirsdag, hvor aktiestemningen på markederne i Europa blev tynget af meldingerne fra ASML, siger Martin Munk.

Mærsk-aktierne klarer også frisag, idet rederiets B-aktie stiger 0,7 pct. til 10.275 kr. efter et fald på 2,1 pct. tirsdag.

Der kan senere onsdag og de kommende dage komme fokus på høreapparataktierne GN og Demant som følge af EUHA's årlige høreapparatkongres og messe, der afholdes i Hannover i Tyskland.

- Der kan sagtens komme nogle ting dernede fra, som kan påvirke tingene, siger Martin Munk om EUHA-konferencen.

Demant-aktien ligger onsdag middag 2,0 pct. lavere i 264,80 kr., mens GN stiger 0,6 pct. til 137,25 kr.

- Vi ser også frem mod rentemødet i Den Europæiske Centralbank torsdag. Der er bred enighed om, at renten her vil blive nedsat yderligere med 25 basispoint, men det er altid spændende at høre, hvad ECB tænker og siger om fremtiden, siger Martin Munk.

NORDEA REGNSKABSAKTUEL TORSDAG

Nordea er torsdag morgen aktuel med regnskabet for tredje kvartal. Det ventes overordnet set at vise stærk indtjening, som dog ventes lavere i kvartalet end i det tilsvarende sidste år.

Resultatet vurderes blandt andet negativt påvirket af en ekstraordinær udgift til et hvidvaskforlig i USA på 32 mio. euro, men også øgede omkostninger i øvrigt og større nedskrivninger ses trække ned.

Nordea-aktien falder 0,6 pct. til 77,42 kr.

Blandt sidepapirerne stiger aktien i Huscompagniet 1,8 pct. til 67,20 kr. Selskabet kunne onsdag morgen fortælle, at det skal bygge 106 boliger i det nye boligområde Gartnerhaven i Hvidovre.

Totalentreprisen forventes at generere en omsætning på cirka 140 mio. kr., hvor størstedelen af omsætningen vil blive indregnet i 2026.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

14:58 Novo: Kinesisk biotekselskab hævder at slå Ozempic i nyt studie
14:52 USA/tendens: Positivt spot på Morgan Stanley i ventet afdæmpet marked fra start
14:24 Vestas får ordre på 137 MW i USA
14:09 Vestas til tops efter nyhed om kinesiske rivalers pagt om priser
13:58 Airbus vil skære op mod 2500 stillinger fra i rum- og forsvarsdivision
13:37 Morgan Stanley sendes i vejret efter stærkt tredje kvartal
13:30 Qualcomm venter med at rykke ind på Intel til efter præsidentvalget
13:15 Kinesiske Vestas-rivaler underskriver pagt for at få stoppet priskrigen
13:01 Kinesiske Vestas-rivaler underskriver pagt for at få stoppet priskrigen
12:38 Europa/middag: Teknologi- og luksusaktier presset efter nyheder fra af ASML og LVMH
12:12 Just Eats kunder havde mindre appetit på takeaway i tredje kvartal
12:00 Obligationer/middag: Renter falder efter opløftende inflationsnyt og før ECB-møde
11:54 Ørsted får lagt 5 pct. til kursmålet hos DBS Bank
11:26 Aktier/middag: Småsur aktiestemning i København efter skuffelser fra europæiske giganter
11:13 Producenter af høreapparater indleder branchemesse på toppen af vækstbølge
10:58 Danske Bank om regnskabssæsonen: Skyhøje forventninger giver ingen plads til skuffelser
10:18 Ørsted får sænket anbefaling til "sælg" af norske DNB
10:05 Luksusaktier falder tungt oven på sløjt LVMH-regnskab
09:18 Aktier/åbning: Surt marked kun en håndfuld C25'ere stiger
09:00 Obligationer/åbning: Behov for sikkerhed - Rentefald fortsætter