Aktier/åbning: Surt marked kun en håndfuld C25'ere stiger

Udgivet den 16-10-2024  |  kl. 09:18  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked åbner i rødt - defensive aktier som Novo Nordisk og Zealand Pharma ligger blandt den håndfuld aktier, der stiger.

Det danske eliteindeks, C25, falder 0,3 pct. til 1924,83 efter ti minutters handel onsdag efter et fald tirsdag på 0,7 pct.

I top ligger Novo Nordisk og Zealand Pharma, der stiger henholdsvis 0,5 og 1,0 pct. uden selskabsspecifikt nyt, og også volatile Mærsk ligger i toppen med et plus på 0,1 pct. I bunden ligger Genmab med et fald på 1,6 pct. til 1575 kr. og har følgeskab af Ørsted og Torm, der begge falder 1,6 pct. til henholdsvis 265,20 kr. og 205,00 kr.

MESSEFOKUS PÅ GN OG DEMANT

Demant, der steg tirsdag, ligger også tungt med et fald på 1,8 pct. til 265,40 kr. Tirsdag steg aktien 2,3 pct. Sammen med GN, der falder 1,4 pct. til 134,65 kr., vil de to børsnoterede høreapparatselskaber de kommende dage være i fokus i forbindelse med EUHA's årlige høreapparatkongres- og messe, der afholdes i Hannover i Tyskland fra onsdag til fredag i denne uge.

Vestas stiger 0,2 pct. til 125,90 kr. efter et massivt fald på 4,8 pct. tirsdag. Tirsdag fik selskabet en sænket anbefaling fra Redburn og en nyhed om, at den kinesiske konkurrent Goldwind havde vundet en ordre til et projekt i Italien pressede tirsdag den danske vindmølleaktie, der i det hele taget har haft det svært i flere måneder. I slutningen af maj var Vestas' aktie kortvarigt over 200 kr.

PANDORA

Selvom Pandora langt fra kan sammenlignes med det franske luksusvareselskab LVMH, kan tirsdagens skuffende regnskab fra LVHM påvirke Pandora.

LVMH-regnskabet viste, at koncernen så en tilbagegang i omsætningen for kvartalet på 3 pct. Her var der ventet en fremgang på 1 pct. Et fald, der i store træk skal tilskrives den svage kinesiske efterspørgsel. Pandora er dog ikke specielt store i Kina.

Pandora-aktien falder kun beskedne 0,5 pct. til 1058 kr. LVMH sendes ned med mere end 6 pct. ved åbningen i Paris.

NORDEA REGNSKABSAKTUEL TORSDAG

Nordea er regnskabsaktuel med regnskabet for tredje kvartal torsdag, og det kan give lidt opmærksomhed i aktien allerede onsdag. Regnskabet ventes overordnet set at vise stærk indtjening, som dog ventes lavere i kvartalet end i det tilsvarende sidste år.

Resultatet ventes blandt andet negativt påvirket af en ekstraordinær udgift til et hvidvaskforlig i USA på 32 mio. euro, men også øgede omkostninger i øvrigt og større nedskrivninger trækker ned.

Nordea-aktien falder 0,4 pct. til 77,54 kr. efter en stigning tirsdag på 0,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯