Fredagens obligationer: Renterne fortsatte ned på ugens sidste handelsdag

Udgivet den 18-10-2024  |  kl. 17:14  |  

Fredagens handel på det danske obligationsmarked bød på rentefald og dermed en fortsættelse af tendensen henover ugen.

Det skete på en ellers stille fredag, hvor efterårsferien gik på hæld.

Den tiårige danske statsobligationsrente faldt fredag 4 basispoint til 2,03 pct., og set over hele ugen blev det dermed til et rentefald på 13 basispoint.

Fredag var uden de store begivenheder i makrokalenderen, men fra USA kom der dog nye tal for boligbyggeriet.

Det påbegyndte boligbyggeri i USA viste et fald i september til 1.354.000 enheder opgjort på helårsniveau mod 1.361.000 i måneden før. Her var der ventet 1.350.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.

Antallet af byggetilladelser faldt derimod mere end ventet til 1.428.000 enheder fra 1.470.000 måneden forinden. Her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg 1.460.000 tilladelser.

Trods afvigelserne i forhold til forventningerne gav tallene dog ikke anledning til yderligere forskydninger på markedet.

Ugen har i høj grad været præget af rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, som torsdag sænkede sine ledende rentesatser med 25 basispoint. Det var helt som ventet, og dermed ligger indlånsrenten nu på 3,25 pct.

Det var tredje rentenedsættelse fra ECB i år, og ifølge økonomer er vejen også banet for yderligere rentenedsættelser.

- ECB er slet ikke færdige med at sænke renten. Jeg tror, at vi får en rentesænkning mere i år. Til næste år vil renten blive sat yderligere ned. Der kommer formentlig 4-5 mindre rentesænkninger i løbet af 2025, skrev Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Seneste nyheder