Europa/lukning: Britiske Reckitt klarer frisag og bragede op i grønt marked
Det britiske selskab Reckitt Benckiser har klaret frisag i retten, og det fik aktien til at brage op fredag.
Selskabet, der blandt andet producerer modermælkserstatning, har været anklaget for at skjule risici ved indtagelse af produktet, men det har en jury nu stemt ned.
Det skriver Bloomberg News.
Dermed blev aktien sendt op med 7,4 pct. på den britiske børs, og det var også nok til en placering i toppen af det fælleseuropæiske Stoxx 600. Her var stemningen også god med et samlet plus på 1,1 pct.
- De stærke makrotal fra denne uge vil begynde at slå igennem. Sammen med de overordnet set fine resultater fra techselskaberne i USA bør det give lidt støtte fredag, siger Joachim Klement, strategichef hos Panmure Liberum, ifølge Bloomberg.
Blandt sektorerne var der også fremgang til energiaktierne, der blev løftet efter en stigning i oliepriserne. Det hænger sammen med rygter om, at Iran kan være i gang med at forberede et angreb på Israel fra irakisk territorium over de kommende dage. Sektoren, der rummer navne som Totalenergies, Shell og BP, steg 0,9 pct.
For det samlede marked var blikket hertil rettet mod USA, hvor jobrapporten viste den svageste jobvækst i tæt på fire år.
Det gav en lidt bedre stemning på aktiemarkedet, mens renterne kortvarigt dykkede. I sidste ende endte renterne dog højere, og det gav også fremgang til flere banker, hvor banksektoren i Stoxx 600 noterede et samlet plus på 1,7 pct. for dagen.
Opgørelsen viste, at den amerikanske beskæftigelse uden for landbruget voksede med blot 12.000 personer i oktober. Det var dermed langt værre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 100.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Det var samtidig det sidste store nøgletal, før amerikanerne tirsdag i næste uge skal vælge Kamala Harris eller Donald Trump som deres næste præsident.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›