Asien: Investorerne satser i stigend egrad på en Trump-sejr
De asiatiske investorer følger tæt med i det amerikanske præsidentvalg onsdag morgen, hvor handlerne læner sig op ad at prissætte en valgsejr til Donald Trump.
Og selvom mange fortsat vurderer, at det stadig er for tidligt at kalde en vinder, presses amerikanske aktiefutures og dollar op, mens statsobligationsrenterne fortsætter de seneste dages stigning.
- Vores "county by county"-analyse i nøglestater tyder på, at Harris halter i forhold til 2020, og på det grundlag er det logisk, at markedet begynder at prissætte en Trump-sejr, som det ses i obligationsmarkedet og i dollarstyrken, siger topchef i analysefirmaet Exante, Jens Nordvig, ifølge Reuters.
Men der mangler resultater fra vigtige svingstater, og nogle investorer vurderer, at de såkaldte Trump-handler mangler overbevisning.
- Alle forsøger at gøre de få centimeter data, vi har lige nu, til en mil, siger investeringschef Alex Morris fra F/m Investments i Washington ifølge Reuters.
Investorernes vurdering af valgets udfald sender futuresmarkedet markant op. Her indikeres stigninger i de tre store aktieindeks på 1,2-1,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,6 pct.
De japanske aktiemarkeder tager teten i markedet med en svækket yen i rygsækken.
- Da Trumps dominans var almindeligt forventet på et tidligt tidspunkt, steg de amerikanske renter og futures i eftermarkedet, og banker, forsvarsrelaterede og teknologiaktier vinder terræn i Tokyo, vurderer Iwaicosmo Securities ifølge AFP.
Mitsubishi UFJ Financial Group og Sumitomo Mitsui Financial Group stiger 4,5-5,5 pct., mens halvleder-relaterede aktier som Advantest og Tokyo Electron stiger henholdsvis 7,5 pct. og 2,5 pct.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, øger 2,5 pct., mens Topix-indekset ligger med et plus på 1,9 pct.
De kinesiske aktier i Hongkong får til gengæld klø. Frygt for Trumps handelspolitik og massive toldsatser sender kuldegysninger gennem investorerne.
Hang Seng i Hongkong dykker 2,6 pct., mens fastlandsaktier holdes oppe af forventninger til effekten af nye stimuli.
Shanghai Composite stiger 0,2 pct. mens CSI 300 er uændret.
I Taiwan stiger Taiex-indekset 1,2 pct., mens pilen peger nedad i Seoul med et fald i Kospi-indekset på 1,1 pct.
Singapores Strait Times øger beskedne 0,1 pct., mens det australske ASX-200-indeks stiger 0,7 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +2,5 |
Topix | +1,9 |
Hongkongs Hang Seng | -2,6 |
China Shanghai Composite | +0,2 |
China CSI 300 | 0,0 |
Taiwan Taiex | +1,2 |
Sydkoreas Kospi | -1,1 |
Indiens BSE Sensex | +0,7 |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | +0,7 |
Indeksværdi klokken 05.45
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›