DFDS-topchef: Finansiel præstation i Ekol-handel blandt årsagerne til aflyst køb
Det var DFDS, der trak sig fra handlen med tyrkiske Ekol Logistics.
Det fastslår administrerende direktør i DFDS, Torben Carlsen, over for MarketWire, efter at selskabet sidste uge meddelte, at handlen var blevet aflyst.
DFDS og Ekol indgik ellers i april i år en aftale om, at det danske færge- og logistikselskab skulle overtage Ekols internationale transportnetværk for 1,9 mia. kr.
Aftalen var dog betinget af en række forhold - ikke mindst transportnetværkets finansielle præstation, og den har ifølge Torben Carlsen ikke levet op til aftalens betingelser.
- Der var nogle betingelser, der ikke var opfyldt, herunder også den finansielle performance af Ekol, og så valgte vi at sige, at nu har balancen i risikofordelingen mellem Ekol og os ændret sig, så vi vælger ikke at gennemføre transaktionen, forklarer topchefen.
Tyrkiske Ekol har over for mediet Finans hævdet, at et krav om gennemgang og en rabat var årsag til den forliste transaktion. I samme kommentar påpeges det, at det var Ekol, der traf beslutningen, og ikke DFDS.
Sidstnævnte afviser Torben Carlsen dog pure.
- Vi har skrevet til fondsbørsen, at vi har aflyst den - så er det os, der har aflyst den - det er rimelig oplagt.
Han tilføjer dog også, at DFDS ganske rigtigt henvendte sig til Ekol efter gennemgangen af den finansielle præstation.
- Det gjorde vi på en konstruktiv måde og kom med forslag til, hvordan man kunne få det til at gå igennem. Der har Ekol ret i, at det var de ikke villige til, siger Torben Carlsen.
HÅBER PÅ FORTSAT SAMARBEJDE
DFDS og Ekol har i årevis arbejdet sammen. Det danske selskab har blandt andet haft adgang til Ekols havneterminal og rutekapacitet.
Det er håbet, at forholdet mellem de to selskaber kan fortsætte, selv om opkøbet ikke bliver til noget.
- Det er en stor kunde for os i Tyrkiet. Vi har også adgang til deres havneterminal, som vi benytter, og der er det klart, at vi nu bruger tid på at sikre, at vi kan have en fornuftig relation, siger DFDS-topchefen.
INGEN ØVRIGE OPKØB PÅ TAPETET
Det afblæste opkøb af Ekols internationale transportnetværk kommer ikke til at betyde, at DFDS vil lede efter andre opkøbsemner andetsteds.
- Vi sagde, at Ekol ville passe rigtig fint i vores system. Vi mener også, at vi kan klare os uden Ekol. Så er det klart, at vi har et lidt mindre veludbygget system - også i Europa - men vi er ikke på udkig efter andre end Ekol som opkøbsemner i vores logistikforretning, siger Torben Carlsen.
DFDS havde i sin forrige strategi haft et fokus på at vokse gennem opkøb. Sidste år offentliggjorde færge- og logistikselskabet dog sin nye strategi, Moving Together Towards 2030, hvor frugten af den tidligere strategi skal indfris gennem organisk vækst.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›