Obligationer/åbning: Renterne slår kontra og tager lille stigning fra start
De danske statsrenter slår fredag morgen en smule kontra i forhold til torsdagens udvikling, hvor en større rentestigning blev smidt væk og vekslet med et fald på 1 basispoint.
Fredag morgen stiger renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 så igen med et enkelt basispoint og bevæger sig op i 2,17 pct.
Torsdagens volatilitet på rentemarkedet var blandt andet udløst af en stribe rentemøder i både Europa og USA.
Både i Sverige og Storbritannien leverede centralbankerne de ventede rentenedsættelser, mens Norges Bank fastholdt sin ledende rente, hvilket også var som ventet.
I USA blev det også til en rentenedsættelse, ganske som økonomerne havde spået det, og investorerne reagerede samtidig positivt på, at centralbankchef Jerome Powell efterfølgende indikerede, at Federal Reserve ikke har tænkt sig at springe over en nedsættelse i december - selv med resultatet af præsidentvalget in mente.
Valget af republikanske Donald Trump vil nemlig ifølge flere iagttagere betyde tiltag, der kan øge inflationen, og derfor bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om Federal Reserve kan blive nødt til at holde igen med sine pengepolitiske lempelser for at holde situationen under kontrol.
Fredag er det småt med større nøgletal, der kan sætte skub i markedet, men der venter dog en foreløbig opgørelse af forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for november.
Det præsenteres klokken 16 dansk tid, og økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at det vil stige til 71,0 fra 70,5 i oktober.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›