Torsdagens obligationer: Rentehop efter Lagarde-tale oven på rentenedsættelse
Det danske obligationsmarked var torsdag præget af rentehop, hvor dagens altoverskyggende begivenhed var rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, der som ventet endte med en lille rentenedsættelse på 25 basispoint.
Da ECB-mødet blev afsluttet kravlede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ellers i første omgang nedad.
Det vendte dog hurtigt, da ECB-topchef Christine Lagarde indtog talerstolen, hvilket fik renterne til at hoppe gevaldigt op. Dermed blev det til en samlet stigning for renten for den toneangivende tiårige danske statsobligation på 6 basispoint til 1,88 pct.
Fra Christine Lagarde lød det blandt andet, at beslutningstagere drøftede en større rentenedsættelse på 50 basispoint, inden alle tilsluttede sig beslutningen om at sænke renten med de gængse 25 basispoint.
Lagarde lagde også vægt på, at den økonomiske usikkerhed er massiv i øjeblikket, og at det var et emne, der havde været drøftet på rentemødet.
- Det er et resultat af den politiske situation i nogle af medlemslandene, og usikkerhed i forhold til den politik, der vil blive ført efter det amerikanske valg, sagde Lagarde formentlig med henvisning til den politiske uro i både Tyskland og Frankrig og formentlig også Trumps trusler om told mod en række af USA's største samhandelspartnere.
Med dagens ECB-udmelding fortsætter rentenedsættelserne med at komme som perler på en snor fra ECB, som nu har sænket renten fire gange på stribe.
Beslutningen flugtede også med økonomernes forventninger. Ifølge Bloomberg News estimerede hele 64 ud af 65 økonomer, at ECB ville sænke renten med de gængse 25 basispoint. Kun den amerikanske storbank JPMorgan Chase vovede at gå mod strømmen med et bud på 50 basispoint.
Med rentenedsættelsen skæres indskudsrenten til 3,00 pct. fra 3,25 pct., og udlånsrenten, eller refi-renten, sænkes til 3,15 pct. fra 3,40 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›