Aktier/middag: Våbenhvile giver negativ uro for Mærsk
Udsigt til, at det måske snart igen bliver muligt for den globale søtransport at passere Suezkanalen, er ringe nyt for fragtraterne og dermed for Mærsk, som torsdag bidrager til at række det danske C25-indeks i minus.
Men mest trækker ISS ned i indekset efter sænket anbefaling.
Samlet set taber eliteindekset moderate 0,2 pct. til 1754,67, selv om Pandora trækker op i indekset.
- I går fik vi nogle gode inflationstal fra USA, som løftede aktierne, efter at fredagens stærke amerikanske jobrapport trak dem ned. I det lys skal man se, at vi falder lidt tilbage i dag. Men ikke noget dramatisk, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.
REDERIAKTIER FALDER EFTER VÅBENHVILEAFTALE
Mærsks A-aktie ligger 1,3 pct. lavere i 10.390 kr., da investorerne spekulerer i, at våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas kan betyde en snarlig genåbning for sejlads gennem Suezkanalen og dermed lavere fragtrater.
- En våbenhvile kunne godt lægge pres på raterne. Men det var ikke helt uventet, og det er jo heller ikke fordi, den falder så meget, noterer Martin Munk.
Logistikkollegaen DSV taber 0,4 pct. til 1465 kr. - sikkert på samme konto, formoder Martin Munk. Og for de to andre danske rederiaktier, Torm og Norden, er der tale om fald på henholdsvis 0,8 pct. til 159,60 kr. og 1,0 pct. til 220,80 kr.
Torsdag formiddag kan konsulenthuset Drewry oplyse, at World Container Index (WCI) i den seneste uge er faldet 4,5 pct. til 5228 dollar for en 40-fods container.
AMERIKANSK STORBANK NEDGRADERER ISS
ISS ligger helt i bunden af C25 med et fald på 3,6 pct. til 124,50 kr.
Bank of America har sænket anbefalingen af serviceaktien til "underperform" fra "neutral", og kursmålet sættes ned til 125 kr. fra 139 kr., fremgår det af et notat fra storbanken.
Ifølge Bank of America hænger de dårlige udsigter sammen med begrænset volumenvækst. ISS er desuden presset af, at 67 pct. af udgifterne er til løn, og derfor er selskabet særligt ramt af, hvis løninflation fortsætter med at stige hurtigere end priserne, der hentes ind, fremgår det af notatet.
PANDORA FØLGER LUKSUSAKTIER
I toppen af C25 stiger Bavarian Nordic 2,6 pct. til 196,90 kr. uden baggrund i selskabsspecifikt nyt.
Og heller ikke om Pandora, som løftes 2,4 pct. til 1279 kr. er der nyt fremme.
Men Martin Munk påpeger, at aktien i schweiziske Richemont er stærkt stigende torsdag, efter at den schweiziske Cartier-ejer har leveret et markant bedre salg i den vigtige juleperiode end ventet.
- Man skal passe på med at sammenligne, for det er ikke samme segment. Men det løfter luksusproducenterne generelt, og jeg kunne godt forestille mig, at det trækker Pandora lige med op, siger han.
Med i toppen med et plus på 1,2 pct. til 139,90 kr. ligger også Ambu, som har fået kursmålet hævet til 147,20 kr. fra 135,50 kr. hos finanshuset Bernstein.
Coloplast har fået skåret kursmålet til 850 kr. fra 930 kr. hos norske DNB, der vurderer, at den danske medicokoncern er afhængig af eksterne faktorer for at nå målet efter Strive25. Anbefalingen "hold" gentages i samme ombæring, fremgår det af en analyse fra banken.
Det sker forud for regnskabet for det forskudte første kvartal, der præsenteres den 4. februar.
Medicoaktien ligger uændret i 796,40 kr. i midten af indekset.
GRØNNE AKTIER PÅ RETRÆTE
Vestas og Ørsted havde onsdag en god dag, efter at de amerikanske inflationstal styrkede forhåbningerne om lavere renter. Men torsdag taber de henholdsvis 1,8 pct. til 97,46 kr. og 0,9 pct. til 306,30 kr.
Svenske SEB har gentaget positive købsanbefalinger af begge, men med reducerede kursmål.
Kursmålet for Vestas er sænket med 11 pct. til 200 kr. fra 225 kr., og kursmålet for Ørsted er nedjusteret 460 kr. fra 570 kr., men anbefalingen "køb" er fastholdt.
Ørsted dertil fået løftet sin anbefaling af Santander til "neutral" fra "underperform", mens kursmålet er sænket til 360 kr. fra 394 kr.
NETCOMPANY VINDER ORDRE
Blandt sidepapirerne stiger Netcompany 2,0 pct. til 339,40 kr. efter nyheden om, at Digitaliseringsstyrelsen har valgt selskabet til udvikling, drift, vedligeholdelse, support og videreudvikling af det nye Nemkonto-system.
Aftalen med Digitaliseringsstyrelsen om Nemkonto løber over otte år med mulighed for forlængelse, skriver Netcompany i en meddelelse torsdag morgen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›