Ambus topchef er tilfreds med en stærk start på året - politisk udvikling i USA følges tæt

Udgivet den 30-01-2025  |  kl. 10:20  |  

Med en organisk vækst på knap 20 pct. og en indtjeningsgrad på 16 pct. i første kvartal er Ambu kommet godt fra start i sit forskudte regnskabsår 2024/25.

Det fortæller Britt Meelby Jensen, der er administrerende direktør i medicokoncernen, til MarketWire, efter at Ambu har fremlagt sit endelige regnskab for perioden.

Allerede 9. januar kunne selskabet løfte sløret for størstedelen af hovedtallene, mens der torsdag er sat yderligere nuancer på udviklingen. Forventningerne til regnskabsåret blev også hævet i den forbindelse.

- Jeg er klart meget tilfreds med, at vi har fået en stærk start på året og har lagt vores nye finansår fra land med en organisk vækst på lige knap 20 pct. og en overskudsgrad på 16 pct., siger topchefen og fortsætter:

- Kigger man på vores endoskopisegment, der er det primære, har vi stærk vækst inden for de to ben, vi rapporterer på: Både inden for pulmonologi, hvor vi vokser knap 18 pct., og stadigvæk stærk vækst på de øvrige segmenter.

Pulmonologi - eller lungeendoskopi - oplevede i kvartalet en organisk vækst på 17,7 pct., mens urologi og øre-næse-hals voksede 23,9 pct. organisk. Inden for gastroendoskopi var der tale om en "høj tocifret vækst".

Også Ambus forretningsområde Anæstesi & Patientmonitering leverede i kvartalet med en organisk vækst på 17,8 pct.

Ambu foretog i andet kvartal sidste år prisjusteringer og trådte ud af flere markeder. Trods prisstigningerne har selskabet oplevet en stigning i salgsvolumenerne.

OPKØB OG PARTNERSKABER GIVER MENING

Ambu har med Britt Meelby Jensen ved roret gennem de seneste år vendt en negativ udvikling med underskud og høj gæld til nu vækst over hele linjen og en finansiel gearing på nul.

Med styr på forretningen vil det derfor give mening for medicoselskabet at kigge efter opkøb og partnerskaber. Det er dog ikke førsteprioriteten, lyder det.

- Vores primære fokus er at fortsætte den organiske vækst. Netop fordi vi er kommet i en stærkere position, giver det mening at kigge på forskellige muligheder for opkøb og partnerskaber for den sags skyld. Men vi har ikke nogen specifik tidsramme, og det er heller ikke, fordi der er noget, der ligger lige om hjørnet, siger topchefen.

Hun forklarer videre, at Ambus forventninger til 2024/25 ikke er afhængige af opkøb, og der skal derfor tænkes godt efter før et eventuelt opkøb, tilføjer hun.

Britt Meelby Jensen vil ikke kommentere, om der skulle være et særligt opkøbsområde i kikkerten, men fortæller, at et eventuelt opkøb vil skulle understøtte selskabets strategi.

SER AFVENTENDE PÅ USA

USA fik i november en ny præsident i Donald Trump, der både før og siden sin indsættelse har truet med højere toldsatser på varer fra flere lande - heriblandt Mexico, hvor Ambu har produktion, og EU.

I Ambu forholder Britt Meelby Jensen sig afventende, mens der forberedes forskellige scenarier.

- Vi er afventende og ser, hvad der sker. Vi forbereder forskellige scenarier uden at gå helt i selvsving. Vi har den styrke, at vi har et fleksibelt produktionssetup med fire fabrikker, heraf den ene i USA. Det giver en mulighed for at omfordele vores kapacitet efter behov, som vi selvfølgelig kun vil gøre, hvis vi synes, at det giver mening og er nødvendigt.

Hun påpeger dertil, at Donald Trump under sin første præsidentperiode fritog medicinske produkter ved indførelsen af straftold. Det kan derfor være, at Ambus endoskoper og øvrige produkter ikke vil være omfattet.

- Det ved vi ikke, og det er for tidligt at sige noget om. Men det, kombineret med at vi har et fleksibelt setup og så også, at mange af vores konkurrenter kommer også til at blive ramt på lige fod med os, så tager vi det relativt roligt.

Donald Trump har varslet straftold på 25 pct. på andet andet mexicanske eksportvarer. Mandag truede præsidenten også med højere told på medicin fra udlandet.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

18:10 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
17:59 Europa/lukning: Mærsk var med helt fremme i vigtigt indeks - det tyske marked satte rekord
17:24 Solar fået sænket kursmål hos Carnegie
17:07 Tirsdagens obligationer: Renten gik højere - Powell har ikke travlt med at sænke renten
17:05 Tirsdagens aktier: Mærsk var på vinderholdet mens Novo var en klods om benet
16:23 Jerome Powell i tale til Kongressen: Vi har ikke travlt med at sænke renterne
15:42 USA/åbning: Lavere forud for nyt fra Powell - Coca-Cola løftes af stærkt regnskab
15:36 Danske Bank får et enkelt påbud efter at have haft tilsynet på besøg
15:07 Tui har svært ved at sælge sommerrejser - det sender aktien sydover
14:42 Dupont-aktie sendes op efter bedre indtjening
14:26 Danske Bank ændrer renten på udvalgte lån efter rentefald
14:14 USA/tendens: Udsigt til rød åbning med fokus på Powell - Coca-Cola stiger på regnskab
13:38 Shopify falder trods regnskab med højere vækst end ventet
13:07 Coca-Cola tjener flere penge og ser aktien stige
12:46 Europa/aktier: Markedet holder skindet på næsen trods ny toldtrussel
12:25 Sydbank om Mærsks kursstigning: Investorer øjner muligt nedbrud af våbenhvile
12:14 Nordnet ramt af sikkerhedslæk - aktien falder
12:01 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod nyt fra Powell
11:39 Guldprisen skyder i vejret: Handlere søger ly for Trumps tolduvejr
11:37 Aktier/middag: Mærsk holder markedet i status quo trods fald i Novo og Demant