Nordnet ramt af sikkerhedslæk - aktien falder
Aktien i Nordnet falder på børsen i Stockholm tirsdag med 4,3 pct., efter at den populære investeringsportal er blevet ramt af sikkerhedsproblemer.
Ifølge Ekstra Bladet har sikkerhedslækket betydet, at brugere har fået adgang til andre folks konti.
Derfor er appen lukket for adgang, og hjemmesiden er heller ikke tilgængelig.
- Vi er ved at danne os et overblik over, hvad der er sket og har låst vores hjemmeside og app, så vi er sikre på, at det, der har været i uorden, bliver ordnet, siger Jonas Melander, der er pressechef for Nordnet Danmark, til Ritzau.
Ekstra Bladet fortæller, at man har set både billeder og videoer, der viser, hvordan danske kunder har fået adgang til tilfældige svenskeres konti.
- Hvis der er nogen, der har haft adgang til andres konti, så er det selvfølgelig dybt beklageligt, og det skal jo selvfølgelig aldrig nogensinde ske. Men vi er stadig ved at finde ud af, hvad det skyldes, siger Jonas Melander.
Nordnet fortalte i oktober, at man havde rundet 500.000 kunder i Danmark. Det svarer til hver 12. dansker.
/ritzau/MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›