Den norske krone fortsætter opad efter uventet stigning i inflationen

Udgivet den 10-02-2025  |  kl. 12:14  |  

Mens den danske inflation mandag viste sig at være aftaget en del i januar, gjorde det modsatte sig gældende for inflationen i Norge, hvor forbrugerprisstigningerne uventet accelererede i årets første måned.

Samtidig viste de norske producentpriser med 18,1 pct. på årsbasis den største stigningstakt siden december 2022. Det er ifølge den norske statistikbureau drevet af højere priser på naturgas og metal.

Målt på forbrugerpriserne steg inflationen i Norge i januar til 2,3 pct. fra 2,2 pct. i december, og kerneinflationen accelererede til 2,8 pct. fra 2,7 pct., hvor økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet et fald til 2,6 pct.

Tallene har mandag formiddag været med til at styrke den norske valuta, da den højere inflation alt andet lige dæmper den norske centralbanks muligheder for at lempe pengepolitikken.

I Danmark faldt inflationen i januar ifølge mandagens tal fra Danmarks Statistik modsat til 1,5 pct. på årsbasis fra 1,9 pct. i december.

Den norske kr. er mandag blevet styrket med 0,2 pct. over for den danske, idet der mandag ved middagstid skal 64,39 danske kr. til 100 norske kroner mod en kurs fredag på 64,24 danske kr.

De foregående to uger er kursen steget fra niveauet 63,52 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Norge❯