Genmabs topchef om vigtig partnerafgørelse: Langsigtede investorer sidder på deres hænder
![Arkiv: Foto Arkiv: Foto](https://npinvestor.dk/sites/npinvestor.dk/files/styles/np_news_600x400/public/8171.jpg?itok=B58BbO1e)
Jo hurtigere beslutningen træffes, jo bedre for Genmab. Det er meldingen fra topchef Jan van de Winkel om den stærkt imødesete beslutning fra partneren Johnson & Johnson, der senest i løbet dette kvartal skal tage stilling til, om det vil udnytte sin option på lægemiddelkandidaten Hexabody-CD38 - en mulig arvtager for guldægget Darzalex.
Skulle beslutningen gå Genmab imod, truer en mulig patentkløft og et muligt dyk i omsætningen, når Genmabs patenter på Darzalex begynder at udløbe omkring 2030. Og der er store summer på spil. Alene i år venter Genmab således indtægter fra Darzalex på over 15,8 mia. kr.
Netop derfor har beslutningen også skygget for Genmabs fremskridt med andre lægemiddelhåb og lagt pres på aktiekursen.
Så sent som den 28. januar faldt Genmab-aktien ud af det blå med over 9 pct. - en nedtur, som mange forbandt med usikkerhed om Johnson & Johnsons beslutning. Hertil kommer psykologi, da potentielle købere ifølge chefhandler i Danske Bank Mads Zink ikke rigtigt turde samle aktien op, så længe de ikke kendte baggrunden for faldet.
Men umiddelbart var der slet ikke noget fremme til at forklare dykket.
- Dit gæt er lige så godt som mit. Vi har i høj grad forsøgt at række ud til analytikere og investorer. Og ingen ved det, siger Jan van de Winkel.
Han har dog kun fået bekræftet, at de store langsigtede investorer holder fast i aktien.
- Så mange investorer sidder på deres hænder. Jeg vil samtidig mene, at tonen i forhold til selskabet bliver mere og mere positiv på grund af potentialet forbundet med vores tre vindere, siger Jan van de Winkel med henvisning til kræftmidlet Epkinly, og lægemiddelkandidaterne Rina-S og Acasunlimab.
- Men alle de langsigtede investorer sidder på deres hænder og venter på Johnson & Johnson, og basalt set kan private og hedgefonde udløse massive kursudsving i aktien. Men jeg har ingen ide om, hvad der skete, siger Jan van de Winkel.
Til gengæld kan Genmab snart lægge usikkerheden bag sig, da Johnson & Johnson skal træffe afgørelsen senest i dette kvartal.
- Og hvis de vælger at udnytte optionen, vil vi formentlig se en meget hurtig markedsreaktion. For så kan markedet se, at vi kan accelerere vores indtjeningsstrøm, vurderer Jan van de Winkel.
Går beslutningen Genmab imod, vil selskabet til den tid lade markedet vide, hvad det agter at gøre i forhold til Hexabody-CD38 fremadrettet.
- Og jeg håber, at beslutningen træffes tidligere snarere end senere, for jo hurtigere vi kan få den "skygge" (Engelsk:overhang) af vejen, jo bedre for Genmab, siger Jan van de Winkel.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1177
- næste ›