Norsk analytiker: Ørsted-rygter om salg til Equinor tager til
Der er gang i rygterne om, at Equinor er på vej til at købe en større del af det danske energiselskab Ørsted.
Nu er det Sparbank 1 Markets-analytiker Teodor Sveen-Nilsen, der blæser nyt liv i rygterne. Det skriver norske Finansavisen.
I en spritny opdatering til sine kunder skriver han, at han har hørt rygterne fra flere sider om, at den danske stat overvejer at sælge sin ejerandel på 50 pct. i Ørsted. Og at netop Equinor er mulig køber. Ørsted markedsværdi ligger på 132 mia. kr.
Og det vil ikke være første gang, at det norske energiselskab tager en bid af det danske. Sidste år købte Equinor 10 pct. af aktierne i Ørsted, hvilket betød, at nordmændene blev den næststørste aktionær i Ørsted efter den danske stat.
Teodor Sveen-Nilsen påpeger overfor avisen, at det er vanskeligt at verificere rygterne - men at kilderne er troværdige.
Hos Equinor vil man ikke kommentere sagen:
- Vi kommenterer af princip ikke sådanne spekulationer, siger pressetalsmand Rikke Høistad Sjøberg til Finansavisen.
Det norske medie har også været i kontakt med det danske Finansministerium - men henvendelsen er ikke blevet besvaret.
Er der hold i rygterne, så forventer Teodor Sveen-Nilsen, at investorerne vil tage negativt mod købet og kursen på Equinor-aktien vil falde, som den gjorde sidste år i forbindelse med opkøbet.
- Jeg har snakket med flere investorer i løbet af weekenden, og de siger enstemmigt, at det ikke er noget, der vil falde i markedets smag, siger analytikeren om Equinor.
Han påpeger dog, at hvis man som investor accepterer, at Equinor skal øge sin kapacitet inden for vedvarende energi, så får det norske energiselskab mere for pengene ved at købe op i Ørsted fremfor selv at skulle ud at investere i egne projekter.
I forbindelse med Equinors kapitalmarkedsdag i London tidligere på måneden var det da også det perspektiv, som ledelsen lagde på købet af de 10 pct.
Det er taget med de lange briller på i forhold til investeringen - og det er en mere kapitaleffektiv måde at øge eksponeringen mod havvind fremfor selv at udvikle, lød det fra ledelsen ifølge Finansavisen.
- Det virker, som om de er tilfredse med ejerandelen, men de kunne heller ikke sige så meget andet. Da de købte aktier var kursen over de 400 kr. - så det er naturligt at antage, at de synes, at dagens kurs på lidt over 300 kr. er attraktiv, siger analytikeren.
En aktie i Ørsted stiger 3 pct. mandag til 310,20 kr. kort før lukketid.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›