Banker fører an på positive aktiemarkeder i Europa: Nye kapitalregler kan blive udskudt

Bankaktierne gør en god figur i hele Europa tirsdag på tiltagende forventninger om, at implementeringen af skærpede kapitalkrav vil blive udskudt.
Chefen for den hollandske centralbank, Klaas Knot, der også er medlem af Den Europæiske Centralbank, har tirsdag ifølge Bloomberg News udtalt, at han er åben over for at udskyde de planlagte nye kapitalkrav.
Det skal ske for at tilpasse sig den forventede tidsramme for ændrede kapitalregler i USA, skriver Bloomberg News.
Eurozonen har planlagt en reform af kapitalreglerne med virkning fra januar 2026, men Frankrig er gået forrest med opfordringer til at udskyde pakken i endnu et år for ikke at stille de europæiske banker ringere i den globale konkurrence.
Og nu ser det altså ud til, at også Holland er fortaler for at vente med implementeringen.
Bankerne i det europæiske Stoxx 600-indeks stiger tirsdag 2,4 pct. til det højeste niveau siden 2008. I år er sektoren dermed steget 21 pct., skriver Bloomberg News.
På børsen i København stiger Jyske Bank 3,6 pct. til 569 kr. inden banken årsregnskab onsdag, og Sydbank er på rekordkurs med en stigning på 2,6 pct. til 432 kr.
Nordea er også på vej til at lukke i rekord, da aktien stiger 2,0 pct. til 94,08 kr., mens Danske Bank stiger 1,8 pct. til 237,70 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›