Tirsdagens aktier: Bankaktier i top på udskudte regler - Ørsted og Novo fulgte med

Udgivet den 25-02-2025  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

En hollandsk centralbankchef var tirsdag med til at hive hele banksektoren i plus på en udmelding om, at skærpede kapitalkrav til sektoren måske vil blive udskudt.

Oveni fik Ørsted medvind fra rygterne om, at norske Equinor er interesseret i at købe endnu flere aktier i den danske energikoncern, mens Novo Nordisks plus blev kædet sammen med nyt fra USA, hvor det i sidste uge kom frem, at medicinalkoncernens populære Wegovy ikke længere er at finde på mangellisten. Det giver producenterne af kopimedicin sværere vilkår, fordi Novo nu selv er i stand til at møde efterspørgslen.

Samlet gik det danske eliteindeks, C25, tirsdag frem med 1,3 pct. til 1860,02.

Det følger efter et plus på 0,4 pct. mandag, hvor handlerne udviste lettelse oven på weekendens valgresultat i Tyskland, der gav et mindre rodet udfald end frygtet.

- Det er positivt stort hele vejen rundt herhjemme tirsdag, og det er ellers ikke fordi, at Europa er super positiv. Vi har Novo Nordisk, som trækker godt op, og som smitter af, konstaterer Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Han fortæller, at det først og fremmest er sidste uges historie fra USA, der fortsætter med at trække op.

- Når der ikke længere er mangel på de her GLP-1-produkter, så må compounders - producenterne af kopimedicin, ikke sælge på samme måde. Det er den seneste af en række positive ting fra Novo Nordisk, som ellers har været ramt af, at man var bange for, at konkurrenten Eli Lilly vandt markedsandele. Men man har indset, at markedet er kæmpe stort, og at der er rigelige vækstmuligheder for begge - også uden for USA, siger Mads Zink, der ser potentiale i aktien.

Novo-aktien steg tirsdag 2,8 pct. til 657 kr.

BANKAKTIER I FREMGANG

Med i toppen af eliteindekset endte Jyske Bank med et plus på 4 pct. til 571,50 kr. Sydbank satte rekord med et plus på 3,4 pct. til 434,60 kr. - og også Nordea endte i rekord i 94,20 kr. efter dagens plus på 2,2 pct. Danske Bank gik 2,3 pct. frem til 238,90 kr. De to førstnævnte kommer foruden dagens nyhed med regnskab onsdag.

- Alt i alt har bankerne klaret sig godt, og det kan have givet lidt medvind til de danske banker. Men det er helt klar udmeldingen fra den hollandske centralbankchef om forsinkelse af regulatoriske krav, der løftede hele den europæiske baksektor, siger Martin Munk, der er senioraktiehandler i Jyske Bank.

Chefen for den hollandske centralbank, Klaas Knot, der også er medlem af Den Europæiske Centralbank, har tirsdag ifølge Bloomberg News udtalt, at han er åben over for at udskyde de planlagte nye kapitalkrav.

Det skal ske for at tilpasse sig den forventede tidsramme for ændrede kapitalregler i USA, skriver Bloomberg News.

Eurozonen har planlagt en reform af kapitalreglerne med virkning fra januar 2026, men Frankrig er gået forrest med opfordringer til at udskyde pakken i endnu et år for ikke at stille de europæiske banker ringere i den globale konkurrence.

Og nu ser det altså ud til, at også Holland er fortaler for at vente med implementeringen.

RYGTER OM SALG AF ØRSTED

Energikoncernen Ørsted kunne fortsat sole sig i mandagens rygtehistorie om, at norske Equinor kan være på vej til at købe endnu mere op i den danske energikoncern. Det er norske Finansavisen, der mandag skrev, at det er den danske stat, der overvejer at sælge sin ejerandel på 50 pct., som dermed ville kunne lægges oven i de 10 pct., som Equinor købte sidste år.

Ørsted steg 3,2 pct. til 324 kr.

Og så gik Royal Unibrew frem op til bryggeriets regnskab, der landede efter børsens lukketid tirsdag. Bryggeriaktien endte 0,5 pct. højere i 554 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:57 Unibrew skuffer i fjerde kvartal og ender i nedre del af prognosespænd
17:49 Unibrew skuffer i fjerde kvartal og ender i nedre del af prognosespænd
17:47 Europa/lukning: Banker i top på udskudt regulering på handel præget af nervøsitet
17:39 Europæiske naturgaspriser falder for femte dag i træk
17:04 Tirsdagens aktier: Bankaktier i top på udskudte regler - Ørsted og Novo fulgte med
17:00 Tirsdagens obligationer: Stille dag på kontoret - renten stod i stampe
16:49 Tesla-aktien styrtdykker: Markedsværdi under 1000 mia. dollar
16:18 Banker fører an på positive aktiemarkeder i Europa: Nye kapitalregler kan blive udskudt
15:49 Nordfyns Bank ramte lidt under midten af prognosespænd
15:44 USA/åbning: Uens trav på Wall Street - Hims & Hers i dybt fald
15:11 Boozt vil flytte hovedkontor fra Malmø til København
14:43 Aarsleff er klar til at indtage Færøerne efter godkendt opkøb
14:00 Novos ærkerival har stort lager af vægttabspille mere end et år inden mulig lancering
13:18 USA/tendens: Nvidia, Trump og fedme i fokus i ventet rød start
13:16 Novo-konkurrent sænker priserne for storsælgende vægttabsbehandling
12:17 FLSmidth skal levere mineudstyr til Indien
11:55 ECB's Nagel opfordrer kolleger til at droppe rentespekulationer til offentligheden
11:52 Europa/aktier: Danske selskaber i europæisk top hvor nervøsiteten fortsat truer
11:33 Aktier/middag: Novo og Zealand driver grøn stime mens Ørsted fortsætter op på opkøbsrygter
11:12 Obligationer/middag: Renten tilbage i startblokken - amerikansk forbrugertillid i vente