Valuta: Euro genvinder det tabte oven på London-mødet om Ukraine
Euro er natten til mandag kommet til hægterne efter en nedtur fredag i kølvandet af den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg i Washington.
Her udviklede et pressemøde i Det Hvide Hus sig til et mundhuggeri mellem Zelenskyj og USA's præsident, Donald Trump, og vicepræsident J.D. Vance.
Og den usikkerhed det bragte om USA's støtte til Ukraine og en mulig våbenhvile blev mødt på finansmarkederne med en styrkelse af dollar.
Stemningen er dog vendt efter søndagens møde i London om Ukraine.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den britiske premierminister, Keir Starmer, har efterfølgende foreslået en våbenhvile i en måned i Ukraine "i luften", "på havet" og for angreb på energiinfrastruktur, skriver Ritzau.
Og ifølge Starmer skal en "koalition af villige" bestående af flere lande være med til at sikre en fred i Ukraine.
Det vil dog kræve USA' støtte, sagde Starmer.
På valutamarkedet er euro mandag morgen styrket en smule til 1,0415 dollar fra 1,0400 dollar fredag eftermiddag og 1,0360 dollar fredag aften ved 20-tiden dansk tid, da euro ramte det laveste niveau i over to uger.
TRUMP KÆLER FOR KRYPTOVALUTA
I den nyere og mere utraditionelle del af valutamarkedet har Trump søndag skabt stor efterspørgsel efter en række kryptovalutaer, som kan blive del af en "strategisk reserve" for den amerikanske regering.
Det drejer sig ifølge Trump om valutaer ripple, solana og cardano, men også bitcoin og ethereum. Det har Trump nævnt på opslag på sit eget sociale medie, Truth Social, søndag eftermiddag dansk tid.
Måske ikke så overraskende er alle de fem kryptovalutaer efterfølgende steget markant i værdi.
En bitcoin koster mandag morgen 116.446 dollar mod 104.975 dollar fredag eftermiddag.
I det store - og i den forbindelse noget mere traditionelle valutakryds - mellem dollar og yen, ligger den japanske valuta i 150,37 dollar mod 150,68 dollar fredag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›