Europæiske forsvarsaktier brager i vejret efter weekendens Ukraine-topmøde
De europæiske forsvarsaktier stiger stort mandag morgen. Det sker oven på weekendens topmøde i London mellem ledere fra 14 europæiske lande samt fra Canada, Tyrkiet, FN og NATO.
Her blev der blev givet fornyede løfter om støtte til Ukraine.
Britiske Bae Systems stiger efter cirka en halv times handel med 16,5 pct., mens franske Thales stiger 15,8 pct. Rheinmetall går frem med 15,6 pct. og svenske SAAB stiger 14,3 pct. Italienske Leonardo stiger 11,4 pct.
De seks mest stigende aktier i det fælleseuropæiske Stoxx 600 er alle forsvarsaktier.
Det europæiske topmøde kommer på bagkant af et møde fredag mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som udviklede sig i den helt gale retning.
Zelenskyj var inviteret til Det Hvide Hus for at underskrive en mineralaftale med USA, men på en efterfølgende presseseance udviklede det sig til skænderi mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj.
Zelenskyj forlod Det Hvide Hus uden at underskrive aftalen.
Søndag mødtes ledere fra flere europæiske lande så i London, hvor Zelenskyj også var til stede, i et forsøg på at finde fælles fodslag og skaffe Europa en plads ved forhandlingsbordet, når en eventuel fredsaftale mellem Rusland og Ukraine skal udarbejdes.
Budskabet fra mødet var, at en "koalition af villige lande" skal være med til at sikre varig fred i Ukraine. Der var også enighed om, at Ukraine skal stå stærkest muligt frem mod en kommende forhandling med Rusland, og derfor skal der fortsat ydes militær og økonomisk støtte.
Samtidig blev det heller ikke udelukket, at visse lande kan være villige til at sende fredsbevarende styrker til Ukraine.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›