Per Aarsleff overtager Dansk Rørteknik - ca. 100 medarbejdere
København--30. maj--NetPosten--Per Aarsleff overtager tirsdag Dansk Rørteknik med ca. 100 medarbejdere. Det meddelte entrepenørkoncernen tirsdag eftermiddag.
Aftalen er indgået med den nuværende ejerkreds bag Dansk Rørteknik i Ballerup. Dansk Rørteknik beskæftiger sig med fjernvarmearbejder, industrielle vvs-installationer, ledningsarbejder og rørrenovering. Kunderne er først og fremmest kommunale forvaltninger, forsyningsvirksomheder, teleselskaber og industrivirksomheder.
Af de 100 medarbejdere i Dansk Rørteknik er 29 funktionærer. Selskabets aktiviteter vil blive videreført i Per Aarsleff A/S og de to datterselskaber Wicotec A/S og Petri & Haugsted A/S.
Ved sammenlægningen opnår Per Aarsleff en stærkere stilling i markedet og muligheden for at udnytte styrken i begge organisationer til fortsat at forbedre konkurrenceevnen, vurderer selskabet på baggrund af overtagelsen.
Dansk Rørteknik har gennem mange år udført ledningsarbejder og har været aktiv deltager i teknisk udvikling af metoder og udstyr. Desuden har selskabet en stærk profil på fjernvarmearbejder. Ifølge Per Aarsleff er der i begge organisationer en gensidig respekt, og man tror på at en integration vil danne grundlaget for forbedringer. Sammenlægningen får dog først resultatmæssig effekt i Per Aarsleff fra næste regnskabsår.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›