Eksperter giver gode råd om aktieløn på internettet
OptionDirect lancerer i dag et debatforum på internettet, på adressen www.optiondirect.dk, hvor alle frit kan stille og få svar på spørgsmål om aktiebaseret aflønning.
Til at besvare spørgsmålene er der, ud over OptionDirects egne skribenter, blevet samlet et hold af eksperter, som anføres af lektor Ken L. Bechmann, Ph.D. og lektor Peter Løchte Jørgensen, Ph.D., som begge forsker i aktieløn på henholdsvis Handelshøjskolen i København og Århus Universitet. Endvidere består holdet af skattekonsulent Erik Banner-Voigt, cand.merc.(jur.), Deloitte & Touche og chefkonsulent Sten Nicolaisen, Dansk Industri.
Eksperterne vil besvare generelle spørgsmål som relaterer sig til aflønning med aktieoptioner, tegningsoptioner eller medarbejderaktier.
- Aktieløn er efterhånden en fast del af aflønningen i mange danske virksomheder og ser dermed ud til at være kommet for at blive. Endvidere er aktieløn langt mere kompliceret end sædvanlig aflønning med kontanter, og tendensen går endda mod endnu mere komplicerede og specielle konstruktioner af aktieløn, forklarer Ken L. Bechmann.
OptionDirect har specialiseret sig i at levere nemt tilgængelig information om aktiebaseret aflønning, som både kan benyttes af praktikere og specialister. Som noget helt specielt kombinerer hjemmesiden og de tilknyttede eksperter viden fra så forskellige områder som jura, skat, corporate governance og finansiering. Denne tværfaglige tilgang har vist sig at være nødvendig, såfremt man ønsker gode og holdbare aktielønsordninger.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›