ØK Delårsrapport 1. halvår 2014 - Selskabsmeddelelse nr. 10/2014

Udgivet den 21-08-2014  |  kl. 09:06  |  

STYRKET INDTJENING FORUD FOR HØJSÆSON I 3. KVARTAL Udviklingen gennem lavsæsonen i første halvår var i tråd med forventningerne med solid vækst i salget af udstationeringsydelser med høje marginer i både EMEA og Australien. Santa Fe-gruppen fortsatte desuden med at føje nye internationale kunder til porteføljen. Aktiviteterne i Asien var påvirket af et fald i udstationeringer til regionen.

  • ØK-koncernens omsætning på DKK 1.066 mio. (DKK 1.129 mio.) var uændret i lokale valutaer, men faldt med 5,6% i DKK som følge af negativ valutakursudvikling.
  • ØK-koncernens EBITDA på DKK 11 mio. (DKK 6 mio.) var forbedret på trods af negativ effekt fra engangsomkostninger i 1. halvår 2014 på DKK 3 mio. til reorganisering af ØK’s hovedkontor i København.
  • Santa Fe-gruppens EBITDA var forbedret med 44,6% i lokale valutaer til DKK 26 mio. (DKK 22 mio.) svarende til en EBITDA-margin på 2,4% (1,9%). Når der ses bort fra en tilbageført hensættelse på DKK 6 mio. i 1. halvår 2013, steg EBITDA med DKK 10 mio. eller 117,8% i lokale valutaer.
  • Udviklingen i juni, som leder op til højsæsonen på den nordlige halvkugle, og kundebookinger for de kommende måneder understøtter forventningerne til en markant øget aktivitet og forbedrede resultater.
  • ØK indleder et kontrolleret generationsskifte og igangsætter søgningen efter en ny adm. direktør og CEO for den samlede virksomhed. Den nye CEO vil erstatte Niels Henrik Jensen, adm. direktør og CEO for ØK, og Lars Lykke Iversen, CEO for Santa Fe-gruppen, som begge har udtrykt deres intention om at trække sig tilbage, når den nye ledelse er på plads.
  • Santa Fe-gruppens forventninger til 2014 er uændrede – moderselskabet påvirkes af engangsomkostninger til restrukturering: ØK-koncernens omsætning ventes at blive i niveauet DKK 2.355 mio. - 2.550 mio. ØK-koncernens EBITDA før særlige poster forventes i niveauet DKK 105 mio. - 125 mio., hvoraf Santa Fe-gruppens EBITDA forventes at blive i niveauet DKK 135 mio. - 155 mio. Omkostninger i moderselskabet ventes at udgøre ca. DKK 30 mio. før restruktureringsomkostninger. De samlede engangsomkostninger til restrukturering i 2014 forventes at blive omkring DKK 18 mio., heraf DKK 15 mio. i 2. halvår. ØK-koncernens EBITDA forventes at blive i niveauet DKK 87 mio. – 107 mio. (DKK 105 mio. – 125 mio. i de senest udmeldte forventninger).

  Adm. direktør og CEO, Niels Henrik Jensen kommenterer resultaterne for halvåret: ”Vi oplever en stigende resultatpåvirkning fra de store kontrakter, vi vandt i løbet af 2013, og vi er fortsat med at indgå nye store globale kontrakter i første halvdel af 2014. Med solid indgang af bookinger op til højsæsonen over sommeren har vi tillid til vores forventninger for hele året og til realiseringen af den forventede turn-around for Santa Fe. Vores resultater er påvirket af en solid vækst i udstationeringsydelser i EMEA og Australien, ligesom marginerne er styrket. Det australske marked viser opmuntrende tegn på forbedring. Det har øget omsætningen, og kombineret med fortsatte omkostningsbesparelser har vi sikret en markant forbedring af driftsresultatet i lokale valutaer.” Niels Henrik Jensen kommenterer på det igangsatte generationsskifte: ”Den opgave, jeg tog på mig i 2006, er snart ved at være løst: Konglomeratet er opløst, og ØK er nu en virksomhed fokuseret på én forretning, Santa Fe. Senest om et år forventer vi, at den fulde integration af Santa Fe og ØK vil være gennemført. Santa Fe har fået sit gennembrud og er på vej mod en styrket lønsomhed og klar til at høste sine stordriftsfordele i takt med, at den globale økonomi forbedres. For at realisere det attraktive potentiale, som ligger foran os, har Santa Fe behov for en dedikeret langsigtet ledelse, og jeg har fundet tiden rigtig til at annoncere min tilbagetrækning. Jeg vil naturligvis forblive fokuseret på at udfylde mit ansvar under hensyn til alle vores interessenter, indtil en ny ledelse er effektivt på plads – forventeligt inden for de kommende 12 måneder.” Formand for bestyrelsen i ØK, Henning Kruse Petersen, siger: ”Efter de seneste års succesfulde transformation, står vi nu på tærsklen til en ny fase, som vil føre til en helt ny profil og struktur i koncernen. Ligesom Niels Henrik Jensen og Lars Lykke Iversen, anerkender bestyrelsen, at dette er et godt tidspunkt at igangsætte processen med at finde den næste generations ledelse med den langsigtede forpligtelse til at realisere det nye, globale potentiale, vi har skabt for vores virksomhed. Vi vil lægge kræfter i at finde den bedst mulige kandidat til jobbet – og jeg er overbevist om, at processen omkring ledelsesskiftet vil forløbe effektivt med den fulde opbakning fra Niels Henrik Jensen, Lars Lykke Iversen og de erfarne ledelsesteams i Santa Fe, så vi sikrer, at vi fastholder momentum og bevarer fokus på vores strategiske mål undervejs.”   For yderligere information kontakt venligst: Niels Henrik Jensen Adm. direktør og CEO Telefon: 35 25 43 00Vedhæftede filer:EAC INTERIM REPORT H1 2014.pdf

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder