ØK og Novozymes får topkarakter for Investor Relations
ØK er sammen med Novozymes det bedste danske selskab til investor relations- kommunikation med alle aktørerne på aktiemarkedet. Det er konklusionen af en ny stor undersøgelse af kvaliteten af nordiske selskabers investor relations (IR).
133 analytikere fra bl.a. banker, portfolio managers og investorer har bedømt de 40 danske selskaber, som dækkes af flest analytikere. Analytikerne har vurderet selskaberne ud fra kriterier, der rækker lige fra ledelsens troværdighed til årsrapportens kvalitet.
ØK ligger i top på områder som bedste topchefer til IR, topledelsens åbenhed og bedste løbende informationsgivning. Når det gælder hjemmeside og årsrapport, er ØK blandt de fem bedste.
- Vi er selvfølgelig glade og føler os meget ydmyge over for de karakterer, vi har fået og over for den samlede placering. Hos ØK lægger vi især vægt på, at analysen viser, at analytikerne fundamentalt set har tillid til, hvad vi siger og gør. ØK har siden 1998 været igennem en meget betydelig omstilling, som stadig pågår, og desuden er vore operationer meget langt fra Danmark. Begge forhold giver os en særlig forpligtelse til at forklare, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvor ØK er på vej hen. Vores kommunikationspolitik er baseret på et ønske om at holde alle vore stakeholders informeret i videst muligt omfang, siger Group CFO, Executive Vice President Iqbal Jumabhoy.
Iqbal Jumabhoy har ansvaret for koncernkommunikation, herunder IR, men hans to kolleger i Operations Executive Group CEO Mark Wilson og Excecutive Vice President Niels Henrik Jensen deltager i de fleste præsentationer og større møder. Planlægningen af kommunikationen i ØK sker i samarbejde mellem ØKs egne folk og en ekstern dansk IR-rådgiver, men ØKs topledelse har selv den direkte dialog med omverdenen.
- Vi involverer hele topledelsen i investor relations, fordi det har stor værdi for analytikerne, som forbindelsesled til investorer og andre, at de taler med de reelle beslutningstagere, og vi er naturligvis også mere tilgængelige, når vi er 3 kontakter. Vi mener, at disse aktiviteter skal håndteres i toppen af organisationen. Men et succesfuldt IR-program involverer mange mennesker i organisationen, og æren for gode resultater kan ikke tildeles en enkelt person, siger Iqbal Jumabhoy.
Den nordiske IR ranking er gennemført af Regi og CGI Mannov. Det er første gang, Danmark er med i undersøgelsen, som har været gennemført siden 1998 i Sverige, mens Norge kom med for to år siden. Priserne til bl.a. ØK overrækkes ved en konference den 28. januar i København.