Obligationer/åbning: Renten stiger stille frem mod rentemøde

Udgivet den 18-12-2024  |  kl. 08:53  |  

Federal Reserve ventes at holde de finansielle markeder i et jerngreb, da centralbanken onsdag aften dansk tid kommer med sin sidste rentemelding i 2024.

Og der er da heller ikke meget schwung over obligationsmarkedet onsdag morgen, hvor renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation stiger 2 basispoint til 1,94 pct. i forhold til tirsdagens lukkeniveau. Sidste år lukkede og slukkede obligationshandlerne året med en rente på den toneangivende danske tiårige statsobligation på 2,25 pct.

Med hensyn til selve rentemeldingen ventes en rentenedsættelse på 25 basispoint - så fokus vil være på centralbankens nye prognose, og det efterfølgende pressemøde, hvor centralbankchef Jerome Powell vil sætte ord på fremtiden og antallet af rentenedsættelser i det nye år.

- Både vi og markederne forventer, at den amerikanske centralbank vil beslutte sig for at nedsætte styringsrenten med yderligere 25 basispoint. I samme ombæring venter vi dog også, at centralbanken klart vil signalere, at der ind i 2025 vil blive behov for færre rentenedsættelser end tidligere ventet, skriver Nordea i en kommentar onsdag morgen.

- Det skyldes bådede overraskende stærke nøgletal fra USA men også udsigten til, at den nye regering med Trump i spidsen vil gennemføre betydelige skattenedsættelser, som potentielt kan løfte inflationen, skriver banken.

Markedet venter, at onsdagens opdaterede økonomiske prognoser vil vise en medianforventning om kun to eller tre rentenedsættelser i 2025.

- Centralbanken vil sandsynligvis signalere tre yderligere rentenedsættelser næste år, siger Nathan Sheets fra Citigroup til Reuters.

Andre mener dog, at tre er lige i overkanten:

- Jeg tror ikke, at der kommer tre til næste år. Vi får måske endnu en rentenedsættelse eller to næste år, men jeg tror ikke på meget mere end det, siger cheføkonom Mark Zandi fra Moody's.

Det ventes ret bredt i markedet, at den amerikanske centralbank vil holde en pause ved det næste rentemøde i januar, og der gives en sandsynlighed på omkring 70 pct. for, at renten vil blive sat ned med samlet 75 basispoint næste år, viser data fra CME Group ifølge Reuters.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder