ØK/Jyske Bank: Flot afslutning på året af Plumrose
ØK leverede som ventet en solid fremgang i begge segmenter drevet af hhv. opkøb i Santa Fe og prisstigninger i Plumrose, skriver Jyske Banks ØK-analytiker Jens Houe Thomsen, som fastholder anbefalingen stærkt køb.
For flytteselskabet Santa Fe var lønsomheden svagere end ventet, hvilket ØK forklarer med en negativ udvikling i produktmikset i Europa samt transaktionsomkostninger relateret til købet af Interdean. På tre års sigt er det ledelsens ambition at øge omsætningen til 3 mia. kr. og levere EBITDA marginer i niveauet 8,5-10 pct. Denne vækstambition skal danne grundlag for en selvstændig notering af Santa Fe.
For fødevarevirksomheden Plumrose lykkedes ØK med at øge markedsandelen på det vanskelige venezuelanske marked. Omsætningsvæksten var drevet af den høje inflation, gennemførte prisstigninger, som var højere end inflationen, samt øget volumen i forbindelse med overtagelse af Montserratina. Højere salgspriser og gode resultater i svinefarmene understøttede ifølge Jyske Bank lønsomheden, mens den blev negativt påvirket af dyrere overenskomster.
Jyske Bank skriver, at den venezuelanske opposition samler sig om sin kandidat Capriles efter primærvalget tidligere på måneden. Samtidig er der løbende rygter om Hugo Chavez helbredstilstand. Banken venter, at efterårets præsidentvalg vil få stigende opmærksomhed i både Venezuela og internationalt, og at stigende forhåbninger om et systemskifte i landet vil få en positiv indflydelse på aktiekursen.