Økonomer venter renteløft i USA allerede i juli

Udgivet den 16-06-2023  |  kl. 06:34  |  

Mens investorerne indregner en overvejende sandsynlighed for en renteforhøjelse i USA en gang til september, er der mange økonomer, som på baggrund af centralbankformand Jerome Powells udtalelser onsdag i højere grad tror på et forhøjelse allerede til juli, inden amerikanerne går på deres sommerferie.

Jerome Powell og hans chefkollegaer fastholdt som ventet den toneangivende rente i 5,00-5,25 pct., men indikerede samtidig, at renten vil blive sat op to gange inden nytår til 5,625 pct. Tilbage i marts såvel som i december sidste år regnede centralbankens chefer med, at renten i USA ville slutte 2023 i 5,125 pct.

Onsdagens rentepause blev dog betegnet som en "fortsættelse" af, at Federal Reserve har sat hastigheden og størrelsen af renteløftene ned fra 0,75 pct.point ad gangen til først 50 basispoint og så 25 basispunkter. Formanden kom samtidig til at kalde onsdagens beslutning for at "hoppe over", men rettede så sig selv og sagde, at det burde han ikke kalde det.

Alligevel er der flere, som hæfter sig ved den udtalelse og nu ser en "hvert-andet-møde"-proces foran sig.

- Hans fejl ved at sige "hoppe over" indikerer, at en renteforhøjelse er sandsynlig i juli, og det forklarer formentligt, hvordan Powell lykkedes med at sikre enstemmighed omkring en pause trods forskellige opfattelser hos de pengepolitiske beslutningstagere, siger Gregory Daco, cheføkonom hos EY, til The Wall Street Journal.

Hos Goldman Sachs har man også efter onsdagens meldinger valgt at holde fast i prognosen om et renteløft i juli. Og der spekuleres samtidig i, at det med at hoppe over kunne blive gentaget.

- Vi mener, at Federal Reserves hentydning om en hver-andet-møde bevægelse betyder, at renteudvalget formentlig snarere vil overveje endnu en renteforhøjelse til november frem for september, lyder det i en analyse fra Goldman Sachs, ifølge Reuters.

Inflationen i USA, målt på forbrugerpriserne, er aftaget hver måned siden toppen i juni sidste år i 9,1 pct. til senest 4,0 pct. i maj, og forventningen er, at den tendens vil fortsætte i juni, så centralbankens ledelse har et mere mildt billede af økonomien foran sig til juli.

Alligevel vil det ikke være nok til endnu en pause, mener Tim Duy, cheføkonom hos SGH Macro Advisors.

- Der er en hver-anden-møde strategi, og beslutningen for juli er stort set allerede truffet, konkluderer han over for The Wall Street Journal.

Bank of America og JPMorgan Chase tror nu også på et renteløft i juli.

Handelen med rentefutures indregner knap og nap en enkelt renteforhøjelse til juli med en sandsynlighed på lidt under 65 pct. Sandsynligheden stiger, hvis man hopper frem til september, hvor renten ses toppe i 5,28 pct., til omkring 80 pct. Derefter handles der i markedet en lavere rente ind igen i fjerde kvartal til et niveau i 5,18 pct. ved udgangen af december.

Blandt Federal Reserves chefgruppes medlemmer var det 12 ud af 18, som onsdag ønskede mindst to renteløft mere i år. Halvdelen, altså ni, mente, at to forhøjelser mere i år var passende, mens to ønskede tre yderligere renteløft, og en enkelt faktisk advokerede for fire forhøjelser. Fire af cheferne foretrak derimod en enkelt forhøjelse, mens to ønskede renten uændret resten af året.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/aktier: Kæmpe stigning til tysk madleveringstjeneste
17:31 USA hæver told på kinesisk import som elbiler og stål
17:09 Tirsdagens aktier: Genmab til tops på Novo-forsøgsdata i svagt positivt C25
17:01 Tirsdagens obligationer: Rentehop op til vigtige tal onsdag
16:43 Amerikansk centralbankchef holder rentenedsættelse ud i strakt arm
15:49 USA/åbning: Positiv åbning - meme-aktier hamrer fortsat op
15:42 Tørlastindeks falder 3,5 pct. til 1993 point
15:29 Unibrew-topchef efter kritik af flad indtjening: Vi har måske kommunikeret for meget
14:48 Rovsing melder om højere omsætning og drift efter større robusthed
14:48 USA/tendens: Pilen peger nedad efter prisrapport
14:47 Vestjysk Banks overskud stiger med 36 pct. - erhvervskunder og højt renteniveau bag vækst
14:33 Amerikanske producentpriser steg mere end ventet på månedsbasis i april
14:29 Valuta: Britisk centralbanks cheføkonom ser mulig rentenedsættelse til sommer
13:56 Dantax øger bundlinje og omsætning i regnskabsårets første tre kvartaler
12:08 Europa/aktier: Damp under tysk madleveringstjeneste i tilbageholdende marked
11:45 Obligationer/middag: Urolig rente frem mod amerikanske inflationstal
11:32 Aktier/middag: Genmab i hopla på Novo-data - Ambu ramt af gevinsthjemtagning
11:25 Novos potentielle blødermedicin er stærkt konkurrencedygtig mener amerikansk storbank
10:42 Meme-aktierne Gamestop og AMC ser ud til at fortsætte opturen
09:48 Svitzer får tirsdagens tredje købsanbefaling