ØMUVALG - BG Bank-måling: 43,7 pct. stemmer Nej, 42,6 pct. Ja
København--19. juli--NetPosten--BG Banks ØMU-meningsmåling for juli viser et fortsat snævert dansk flertal imod deltagelse i den fælles mønt. 43,7 pct. af de adspurgte giver udtryk for, at de mest sandsynligt vil stemme Nej til dansk deltagelse i ØMU'en, mens 42,6 pct. regner med at stemme Ja. 13,8 pct. er fortsat i tvivl.
Dermed giver juli-målingen giver Nej-siden et uændret forspring på 1,1 pct.-point. Inden for den statistiske usikkerhed er der dog stadig tale om dødt løb. BG Banks meningsmåling for juli er imidlertid mere positiv for Ja-siden end bl.a. Greens' måling for samme måned, der viste et klart flertal imod den fælles mønt.
I juni viste målingen en Nej-procent på 41,7 og en Ja-procent på 40,6. Både Ja- og Nej-siden er således gået frem med ca. 2 pct.-point fra juni til juli.
Målingen for juli indikerer i modsætning til sidste måneds rundspørge en lavere usikkerhed blandt de adspurgte. Således giver godt 70 pct. af vælgerne udtryk for, at de helt bestemt vil stemme ja eller nej ved folkeaf-stemningen den 28. september, mod 65 pct. i juni. Det er især andelen af vælgere, som svarer bestemt ja, der er gået frem i den seneste måling, og der er generelt tale om et fald i andelen af vælgere, som svarer "ved ikke". BG Bank vurderer, at udfaldet af folkeafstemningen den 28. september fortsat må betegnes som helt åbent, hvorfor banken fastholder sandsynligheden for et ja på 50 pct.
BG Banks meningsmåling gennemføres i forbindelse med Danmarks Statistiks forbrugerforventningsundersøgelse. Undersøgelsen foretages i form af telefoninterviews af et repræsentativt udsnit af befolkningen på ca. 1500 personer. Denne undersøgelse er gennemført i perioden 1. - 16. juli 2000.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›