ØMUVALG - Unibank: Højere rente i tilfælde af nej til euro

Udgivet den 30-05-2000  |  kl. 10:38  |  

København--30. maj--NetPosten--Efterårets ØMU-afstemning har ændret billedet på de finansielle markeder. Fokus er nu i høj grad rettet mod den politiske udvikling og nye meningsmålinger, konstaterer Unibank i en ny økonomisk analyse.

Selv om usikkerheden op til afstemningen ikke skal undervurderes, ser Unibank dog fortsat et ja som det mest sandsynlige og forventer derfor en indsnævring af rentespændet til Euroland. I tilfælde af et nej forventer Unibank, at fastkurspolitikken vil blive videreført. Men situationen vil være ny, når det ikke længere er et skridt på vejen til ØMU-fællesskab. Nationalbanken vil derfor skulle opbygge en ny troværdighed over for de finansielle markeder med frie kapitalbevægelser med et betydeligt omfang.

- Umiddelbart efter afstemningen kan der opstå et betydeligt pres på kronen, der kan føre til, at Nationalbanken hæver renten, og at rentespændet til Tyskland udvides. Hvor kraftig reaktionen bliver, afhænger af i hvor høj grad de finansielle markeder på forhånd har taget højde for afstemningsresultatet, siger cheføkonom Helge J. Pedersen, Unibank.

På længere sigt vil et nej give et rentespænd på et halvt procentpoint på både den korte og lange rente, som følge af den større usikkerhed til en krone uden for ØMU-fællesskabet, mens et ja vil betyde en indsnævring af rentespændet til omkring 0.15 procentpoint, vurderer Unibank.

Udgivet af: NPinvestordk