ØR: Vækstforventning reduceret af svækket forbrug
Regeringen sænker i sin seneste prognose, Økonomisk Redegørelse august, sin vækstforventning til 2015. Det danske bruttonationalprodukt (BNP) ventes nu at stige blot 1,5 pct. i år og med 1,9 pct. til næste år.
I forhold til en tilsvarende redegørelse i maj er der tale om en nedjustering af forventningen fra 1,7 pct. i 2015 og 2,0 pct. i 2016. Nedjusteringen for i år begrundes med forventninger om en midlertid svækkelse af forbruget i 2. kvartal.
- I 2015 er væksten nedjusteret en smule, som følge af en midlertidig svækkelse af den indenlandske efterspørgsel i foråret. Den marginale nedjustering i 2016 skyldes en lavere ramme for det offentlige forbrug, fremgår det af hovedpunkter fra rapporten.
/ritzau/FINANS