ØR/fakta: Det siger økonomerne om regeringens vækstskøn

Udgivet den 27-05-2016  |  kl. 10:48  |  

Flere økonomer er kommet med kommentarer til regeringens vækstskøn på 1,1 pct. for 2016, der fremgår af Økonomisk Redegørelse fredag. Se et uddrag af kommentarerne herunder.

Tore Stramer, chefanalytiker, Nykredit:

- Det betyder, at regeringen har nedjusteret vækstudsigterne i hver og en af de tre økonomiske redegørelser, der er blevet præsenteret siden dens tiltrædelse i juni sidst år. Der er altså langt fra tale om en drømmestart for regeringen.

- Niels Rønholt, cheføkonom, Jyske Bank:

Første sætning lyder således "Opsvinget i dansk økonomi fortsætter". Det lyder lige lovligt rosenrødt i vores ører. Og det er da en bemærkelsesværdig indledning på en prognose, hvor man lige har barberet 0,8 pct.-point af sit BNP-vækstskøn.

- Las Olsen, cheføkonom, Danske Bank:

Forventningen til BNP-væksten i år er nedjusteret fra 1,9 til 1,1 pct. Det er ingen overraskelse, for det gamle skøn var allerede helt urealistisk, da det blev offentliggjort i december. Også det nye skøn er desværre usandsynligt.

- Steen Bocian, cheføkonom, Dansk Erhverv.

Når vi kigger på de økonomiske indikatorer er en vækst på 1,1 pct. en meget optimistisk prognose, og vi tvivler på, at væksten bliver så høj i år. Efter vores vurdering så tegner det mere til en vækst i størrelsesordenen 0,5-0,75 pct. i 2016, så vi tror desværre ikke, at der er tale om den sidste nedrevision af vækst-skønnet fra regeringens side.

- Cheføkonom Erik Bjørsted, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Opsvinget i dansk økonomi er svagt, og hvis opsvinget ikke vokser sig stærkere, kan vi ikke forvente, at jobfremgangen kan fortsætte som hidtil. I så fald vil det efterhånden være vanskeligt at tale om et opsving.

- Overskrift til kommentar fra cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri:

Nu kommer opsvinget, nej nu ... så nu da, nej ... måske i 2017.

/ritzau/FINANS

Rikke Marie Dahl +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder