Ørsted-chef kan ikke give garantier på amerikanske projekter men tror fortsat på planen
Ørsted har i andet kvartal måtte æde endnu en nedskrivning på en forsinkelse af et amerikansk havvindprojekt. Det vidner om, at der fortsat er risici forbundet ved at udvikle projekter i USA.
Men Ørsteds tiltag for at mindske risiciene virker, fastslår Ørsteds topchef, Mads Nipper.
I andet kvartal var der forsinkelser på opførslen af Revolution Wind som følge af en transformerstation på land. Det har skudt den kommercielle driftsdato fra 2025 indtil 2026 og har kostet en nedskrivning på 2,3 mia. kr.
- Vi er trygge ved den opdaterede tidsplan og med niveauet af nedskrivninger. Men det er et umodent marked, og derfor kan der ikke gives nogen garantier. Men som følge af alle vores mitigerende tiltag tror vi fuldt og fast på, at den opdaterede plan er realistisk, siger Mads Nipper.
Ørsted er rendt ind i problemer med opførslen af transformerstationen til Revolution-projektet, der bygges af partneren Eversource. Stationen skal opføres på en tidligere militær losseplads, og her har jorden vist sig mere forurenet end ventet.
- Vi vidste, at det var en gammel flådebase, hvor der var risiko for jordbundsforurening. Men så snart byggeriet startede - selvom vi havde foretaget meget grundige tests - stod det klart, at omfanget var større, end vores partner havde antaget, siger Ørsted-direktøren.
Det har været en vigtig lektie, lyder det fra Mads Nipper.
- Helt specifikt dobbelt og trippel tjekker vi, om der også er implikationer for transformerstationen hos Sunrise Wind, som også ligger under vores partner Eversource, og vi kan konkluderer, at det ikke er tilfældet, siger han.
KEDELIG HISTORIK
Revolution Wind skriver sig dermed ind i en kedelig historik over Ørsteds amerikanske projekter. Hvad der i sin tid blev set som et gyldent marked for havvindmøller har siden vist sig mere udfordrende end forventet.
En cocktail af stigende priser, forsinkelser og flaskehalse i forsyningskæderne kostede sidste år Ørsted en gigantisk nedskrivning på knap 30 mia. kr. og betød, at den videre udvikling af Ocean Wind-projekterne blev skrinlagt.
Det fik også Ørsted til at nedrevidere sine langsigtede ambitioner og indføre en række tiltag, der fremadrettet skulle mindske risiciene - heriblandt effektivisering, større grad af leverandørfinansiering og styrkelse af håndteringen af arbejdskapitalen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›