Affære med kollega koster højtstående Blackrock-chef jobbet

Udgivet den 05-12-2019  |  kl. 19:09  |  

En personligt forhold til en kollega har resulteret i en fyreseddel hos Blackrock for Mark Wiseman, som var en af bejlerne til på et tidspunkt at overtage stillingen som topchef for den store amerikanske kapitalforvalter.

Fyringen skyldes, at Mark Wiseman i strid med Blackrocks regler undlod at indrapportere forholdet til kollegaen, skriver Wall Street Journal.

- Jeg havde et samtykkende forhold med en af vores kolleger uden at rapportere det. Jeg beklager min fejltagelse og påtager mig ansvaret for mine handlinger, skrev Mark Wiseman i en rundskrivelse ifølge Wall Street Journal.

Mark Wiseman er i øvrigt gift med Marcia Moffat, som har en direktørstilling hos Blackrock med ansvar for firmaets canadiske forretning.

- Vi forventer, at enhver medarbejder opretholder de højeste standarder for adfærd.

- Når firmaet bliver opmærksom på brud på politik eller adfærd, som ikke er i tråd med vores værdier, reagerer vi hurtigt og beslutsomt for at adressere det, siger topchef Laurence Fink og bestyrelsesformand Rob Kapito i en fælles besked.

Mark Wiseman kom til Blackrock i 2016, efter hat have haft en ledende stilling hos den canadiske pensionsfond, Canada Pension Plan, og han var ifølge Wall Street Journals oplysninger en blandt flere kandidater til at skulle efterfølge Laurence Fink.

Hos Blackrock var Wiseman chef for en aktieforretning på 300 mia dollar og stod også bag strategien for en anden forretning med fokus på investeringer i kapitalfonde og andre alternativer.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Seneste nyheder