Airbus får travlt i december for at nå leverancemål

Udgivet den 05-12-2019  |  kl. 23:25  |  

Flyproducenten Airbus skal levere et rekordstort antal fly i december for at nå sine leverancemål.

Det viser data fra selskabet torsdag ifølge Reuters.

Airbus er dog sikker på at vinde årets ordrekapløb med rivalen Boeing, som har været hårdt ramt af to ulykker med sine 737 MAX-fly og siden marts af flyveforbud for flytypen.

Airbus har omvendt haft nogle kvaler relateret til produktionen af sine A321 neo-jetfly, men selskabet mener at kunne nå et mål om 860 flyleverancer i 2019, efter at det tidligere er blevet sænket fra 880-890.

For at nå målet skal det imidlertid levere 135 fly i december, hvilket vil kræve, at det kan overgå en tidligere decemberrekord på 127 fly, skriver Reuters.

I november leverede Airbus 77 fly og nåede dermed op på 725 for året, viser en opgørelse torsdag.

Airbus har fra januar og frem til udgangen af november i år solgt 940 fly, men tallet falder til 718, hvis der fratrækkes aflyste bestillinger. Til sammenligning har Boeing kun solgt 45 fratrukket aflyste bestillinger i år.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯