Aktier/åbning: Ambu til tops i faldende C25

Udgivet den 28-11-2019  |  kl. 09:15  |  
Arkiv: Foto

Ambu stiger fra handelsstart torsdag til tops i det danske eliteindeks, C25-indekset, der samlet set falder 0,1 pct. til 1224,17 efter tre dage i streg med rekorder.

I den modsatte ende af indekset finder man Rockwool, der var onsdagens helt store vinder med en stigning på 5,9 pct., men som torsdag falder 2 pct. til 1543 kr.

Ambu løftes af en købsanbefaling fra Handelsbanken, og aktien stiger 0,8 pct. til 117,50 kr.

Danske Bank har udnævnt Frans Woelders til koncerndirektør, Group COO, med ansvar for Group Services og Group it. Det meddelte banken kort inden markedets åbning.

Woelders kommer fra en stillings som Chief Digital Officer for Personal Banking i Royal Bank of Scotland. Han har desuden været blandt andet chef for retail banking i hollandske ABN Amro Bank. Tiltrædelse er senest 1. juni 2020. Indtil da ledes COO-området af topchef Chris Vogelzang.

Få minutter inde i dagens handel falder bank-aktien 0,1 pct. til 92,02 kr.

Onsdag nød cykliske aktier som Rockwool og FLSmidth godt af positive meldinger fra både USA og Kina, som meldte om fremskridt i handelsforhandlingerne. De falder begge torsdag.

Torsdag er meldingerne om handelskrigen mere til den negative side, efter at USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet en resolution, der støtter demonstranterne i Hongkong, som dermed nu er blevet til lov.

Det har fået kineserne til igen at advare USA mod at blande sig i deres anliggender i Hongkong.

STYRKET PUND KAN HJÆLPE DANSKE SELSKABER

Torsdag morgen er det britiske pund på det højeste niveau i år på udsigt til en markant valgsejr til den britiske premierminister, Boris Johnson, ved valgten i midten af december, og det kan påvirke danske selskaber, der er tungt eksponeret mod det britiske marked, lyder vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

- En knusende valgsejr til Boris Johnson vil gøre det givet, at der kommer en britisk afklaring med hensyn til brexit om få måneder.

- Det vil givetvis også sende pundet yderligere 2-3 pct. op imod 9 kr. i dansk regning. Et stigende pund er godt for dansk økonomi og for selskaber som H+H, DFDS, Coloplast og Pandora, som alle har betydelige indtægter i pund, skriver Per Hansen i en kommentar.

Pandora falder 0,5 pct. til 284,30 kr., mens Coloplast stiger 0,4 pct. til 810,80 kr.

DFDS falder 0,1 pct. til 291 kr., H+H stiger 0,4 pct. til 109,20 kr.

Ambu er nu blevet en del af Handelsbankens aktieunivers og får anbefalingen "køb" med et kursmål på 150 kr.

Det fremgår af Bloomberg News, der fortæller, at banken netop har indledt dækning af aktien.

Onsdag faldt Ambu-aktien, efter at to andre huse, Redburn og Bank of America - Merrill Lynch, indledte dækning.

Redburn anbefaler "køb", mens Bank of America - Merrill Lynch er noget mindre begejstret og giver aktien sin negative anbefaling "underperform".

REGNSKAB FRA NTG

Transportkoncernen Nordic Transport Group, NTG, er i fokus, efter at selskabet efter børslukning onsdag offentliggjorde regnskab for tredje kvartal.

Det viste en organisk vækst på 6 pct. i tredje kvartal, hvilket er lidt under niveauet for årets første ni måneder samlet set.

Det justerede driftsresultat (EBIT) blev for tredje kvartal på 51 mio. kr. mod 48 mio. kr. i samme kvartal sidste år.

For hele 2019 venter NTG fortsat en omsætning i niveauet 5000-5500 mio. kr. samt et driftsresultat før særlige poster i niveauet 200-215 mio. kr.

Transportkoncernens aktie falder 0,9 pct. til 88,20 kr.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder