Aktier/åbning: Amerikansk storbank løfter Demant - Bavarian falder for tredje børsdag

Udgivet den 21-08-2024  |  kl. 09:19  |  
Aktie tabel

Efter en småsur tirsdag ser det lidt lysere ud fra åbningen af det danske aktiemarked onsdag, hvor Demant gør en god figur efter et stort rygklap fra den amerikanske storbank Morgan Stanley.

Modsat hænger Bavarian Nordic i bremsen efter fald i USA, og Sydbank falder en anelse oven på sit kvartalsregnskab.

Overordnet er stemningen svagt positiv onsdag morgen, hvor de amerikanske indeksfutures stiger marginalt.

Herhjemme er C25-indekset åbnet 0,2 pct. højere i 1966,28.

DEMANT TIL TOPS

Det er med Demant i spidsen, efter at høreapparatkoncernen er blevet løftet til "overvægt" fra "undervægt" af Morgan Stanley. Kursmålet er samtidig op til 320 kr. fra 268 kr. hos den amerikanske storbank. Demant stiger 3,5 pct. til 279,20 kr., men aktien har stadig givet et negativt afkast i år, blandt andet efter at en stor nedjustering af forventningerne i juli kostede et fald på næsten 15 pct. på en enkelt handelsdag.

I den modsatte ende af C25-indekset falder Bavarian yderligere 5,3 pct. til 253,60 kr., efter et dyk på 1 pct. tirsdag og 4,6 pct. mandag.

Nedturen følger dog en gigantisk optur for aktien i sidste uge på over 47 pct., da sundhedskrisen som følge af mpox-udbrud i Afrika gav anledning til tro på, at der er flere nye ordrer på vej på Bavarians mpox-vaccine.

Fra børshusene er der onsdag flere nye kursmål for Vestas, Coloplast. Lundbeck og Trifork at forholde sig til.

VESTAS SKÅRET

Hos Berenberg er kursmålet for Vestas blevet skåret til 200 kr. fra 215 kr., hvilket fortsat berettiger til anbefalingen "køb".

Og Coloplast har efter tirsdagens regnskab fået hævet sit kursmål med 5 pct. til 1050 kr. fra tidligere 1000 kr. af finanshuset Jefferies, der gentager "køb". Desuden har Kepler Cheuvreux løftet sit kursmål til 910 kr. fra 770 kr. og gentaget anbefalingen "hold".

Vestas ligger marginalt lavere i 155,88 kr., mens Coloplast taber 0,3 pct. til 885,40 kr.

SYDBANK PÅ VEJ MED REGNSKAB

Også Sydbank ligger en smule underdrejet efter sit regnskab. Aktien falder 1,4 pct. til 336,20 kr., selv om banken har haft sit bedste halvår nogensinde.

På bundlinjen steg overskuddet isoleret i andet kvartal marginalt til 763 mio. kr. fra 758 mio. kr., hvor analytikerne havde estimeret 740 mio. kr.

Tilbage i analyseafdelingen har Jyske Bank fået skåret sit kursmål til 605 kr. fra 645 kr. hos SEB, der gentager "køb".

Jyske Bank, der kom med kvartalsregnskab tirsdag, falder 0,6 pct. til 532 kr. efter en stigning tirsdag på 0,1 pct.

Trifork fået sænket kursmålet med knap 12 pct. til 115 kr. fra førhen 130 kr. af finanshuset ABG Sundal Colllier, der fortsat anbefaler "køb" af aktien. Og Danske Bank har skåret en tyver sit kursmål, der nu er 130 kr.

Trifork faldt tirsdag 3,2 pct. til 98,40 kr. efter sit kvartalsregnskab og nedjustering tidligere på ugen, men gør comeback onsdag med en stigning på 1,6 pct. til 100 kr.

For køkkenfirmaet TCM indledes onsdagen 2,2 pct. højere i 65 kr. TCM, der blandt andet ejer Svane Køkkenet og Tvis Køkken, voksede 5 pct. organisk i andet kvartal, der beskrives som udfordrende. På bundlinjen voksede indtjeningen til 18,9 mio. kr. fra 12,2 mio. kr. i samme periode sidste år.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

10:17 Nilfisk taber næsten 400 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
10:05 Tysk erhvervstillid lander højere end ventet i oktober
09:17 Aktier/åbning: Stigende spotrater sender Mærsk op - Nilfisk og Better Colletive i nedtur
09:11 Mærsk-aktierne springer op efter stigning i vigtigt rateindeks
08:53 Obligationer/åbning: Stilstand frem mod tyske tillidstal
08:46 Fragtskibsejer betaler 100 mio. dollar efter at have forårsaget brokollaps i Baltimore
08:45 Better Collective får sænket anbefaling hos Nordea - aktiehistorien er i limbo
08:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
08:25 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod ugentlig stigning på uro i Mellemøsten
08:18 FLSmidth-branchefælle ser stærk efterspørgsel på mineudstyr forsætte
08:02 Aktier/tendens: Nilfisk og Better Collective i krydsild i ventet rød handelsstart
07:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
06:56 Inflationen i Tokyo rammer under centralbankens målsætning for første gang i fem måneder
06:50 Obligationer/tendens: Stille start i vente - fokus rettes mod de tyske naboer
06:39 Valuta: Dollar viger fra tre måneders top
06:38 DSV får højere kursmål hos JPMorgan
06:35 Better Collective nedjusterer forventningerne - amerikanske partnere trækker ned
06:35 Nilfisk nedjusterer kraftigt efter sløjt tredje kvartal med negativ vækst
06:35 Belgisk centralbankchef ser diskussion om stor rentenedsættelse som malplaceret
06:34 Asien: Gode takter i kinesiske aktier mens der er fald i Tokyo