Aktier/åbning: Amerikanske aktier åbner let grønt mens uro i Mellemøsten fortsat fylder

Udgivet den 16-10-2023  |  kl. 15:38  |  

Urolighederne i Mellemøsten er fortsat det altoverskyggende tema, der bekymrer investorerne lige nu, men stemningen er mere afdæmpet på denne side af weekenden.

Det viser sig ved åbningen af det amerikanske aktiemarked, hvor de tre ledende indeks lægger ud i grønt oven på en nedtur fredag.

Dow Jones-indekset går forrest med et plus på 0,6 pct., mens S&P 500-indekset henter 0,5 pct. og Nasdaq-indekset stiger mindst med 0,3 pct.

Op mod weekenden søgte investorerne mod mere sikre havne af frygt for, at Israel ville lancere en landoffensiv mod Gaza, som frygtes at kunne trække flere aktører ind i konflikten. Indtil videre er den udskudt, og det skaber en anelse ro, men bekymringerne lurer fortsat.

- De geopolitiske spændinger i Mellemøsten er fortsat hovedfokus for markedet, siger Luke Hickmore, investeringsdirektør hos Abrdn Investment Management, ifølge Bloomberg News.

- Det virker måske mere roligt nu, men hvis krigen breder sig til at inkludere andre dele af området, så vil det betyde et større pres på olien og mere usikkerhed for markedet at håndtere. Det får stor betydning her, siger han videre.

Fredag gik den uro ud over aktierne, mens også renterne blev presset ned, og oliepriserne steg.

Det brede S&P 500-indeks faldt fredag 0,5 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks dykkede 1,2 pct. Dow Jones endte til sidst med et plus på 0,1 pct., da det smalle indeks blev hjulpet af plusser til bankaktier og olieselskaber.

Investorerne har også fortsat blikket rettet mod de aktuelle regnskaber, ligesom de fordøjer nøgletal og indikationer for den pengepolitiske udvikling og betydningen for renterne.

SALG AF IPHONES SKUFFER

Salget af Apples nye iPhone 15 skuffer i Kina og viser en afmatning i det kinesiske privatforbrug. Det sender aktien ned med 0,8 pct. ved åbningen.

Det skriver Bloomberg News på baggrund af en analyse fra Counterpoint Research.

Den viser, at salget ligger 4,5 pct. lavere hen over de første 17 dage sammenlignet med iPhone 14.

Ifølge analytikere fra finanshuset Jefferies kan tallet se endnu værre ud, mens konkurrenten Huawei ser ud til at have taget væsentlige markedsandele fra Apple efter lanceringen af Huaweis smartphone Mate 60 Pro.

Hvis de to estimater passer, vil det ifølge Bloomberg være den mest skuffende iPhone-lancering i Kina siden 2018.

MANCHESTER UNITED I STORT DYK

Manchester United-aktien falder tungt med 9,9 pct. ved åbningen af det amerikanske aktiemarked. Det sker midt i spekulationer om en mulig aftale for Premier League-holdet, skriver Bloomberg.

Faldet kommer efter nyheden om, at sheik Hamad bin Jassim bin Jaber Al Thani, der er medlem af Qartars kongefamilie, har trukket sig i kapløbet om fodboldklubben.

Det tyder derfor nu på, at det bliver den britiske milliardær Jim Ratcliffe, der får kontrol over fodboldklubben, der i dag er ejet af Glazer-familien.

Ifølge Bloomberg News var Manchester Uniteds værdi 3,3 mia. dollar, da markedet lukkede fredag.

PFIZER NEDJUSTERER

Det amerikanske medicinalselskab Pfizer har nedjusteret forventningerne til 2023 som følge af en nedgang i salget af coronaprodukter.

Alligevel stiger aktien 3,2 pct. ved åbning.

Der ventes nu en justeret indtjening per aktie på 1,45-1,65 dollar mod tidligere 3,25-3,45 dollar. Her lød analytikernes estimat ifølge Bloomberg på 3,32 dollar per aktie.

Samtidig nedjusteres forventningen til omsætningen. Toplinjen ventes at lande på 58-61 mia. dollar mod tidligere ventet 67-70 mia. dollar.

Analytikerne havde på forhånd ventet 66 mia. dollar.

Nedjusteringen skyldes i høj grad en nedgang i salget af coronarelaterede produkter - herunder Pfizers covid-behandling Paxlovid.

Pfizer venter at skulle foretage nedskrivninger på 5,5 mia. dollar fra selskabets corona-relaterede lagre og skærer samtidig forventningerne til salget fra Paxlovid med 7 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯