Aktier/åbning: Chr. Hansen i bund og Mærsk i top i grøn åbning

Udgivet den 07-07-2022  |  kl. 09:21  |  
Maersk

Trods fortsat underliggende nervøsitet blandt markedsdeltagerne for recession, inflation og centralbanker stiger de danske aktier som ventet ved åbningen torsdag.

Torsdag er fokus på referatet fra seneste ECB-rentemøde.

Det danske eliteaktieindeks, C25, stiger ved åbningen med 0,7 pct. til 1619,10 efter en stigning onsdag på 0,8 pct. Mærsk ligger i top efter nyt fra asiatiske konkurrent.

MÆRSK HAR FÅET KONKURRENTNYT.

Mærsk har fået konkurrentnyt fra Asien, og aktierne stiger 3,2 pct. til 16.620 kr.

Konkurrenten Cosco Shipping Holding stiger 5 pct., efter at rederiet har givet en bedre end ventet prognose for første halvår.

Rederiet meddelte onsdag formiddag, at det venter, at indtjeningen i første halvår vil være steget med 74 pct. til 64,7 mia. yuan. Det er ifølge Bloomberg News bedre end ventet af analytikerne.

Fremgangen er drevet af høje fragtrater på de bedste ruter som følge af stram kapacitet og overbelastning af havnene. Rederiet henviser også til højere transportefterspørgsel fra virksomheder, der søger at opbygge lagerbeholdning som følge af de pandemi-udløste produktionsforstyrrelser, skriver Dow Jones Newswires.

CHR. HANSEN REGNSKABSAKTUEL

Chr. Hansen er i fokus efter regnskab for selskabets tredje kvartal. Det sender aktien til bunds i C25 med et fald på 7,4 pct. til 499,50 kr.

Chr. Hansen kom ellers en smule bedre end ventet igennem tredje kvartal af det skæve regnskabsår 2021/22 målt på toplinjen og indtjeningen.

Omsætningen i kvartalet landede på 318,3 mio. euro, og overskuddet af primær drift, EBIT, før særlige poster lød på 84,8 mio. euro, fremgår det af regnskabet torsdag morgen.

Her var på forhånd ventet en omsætning på 313 mio. euro og et driftsresultat før særlige poster på 84 mio. euro ifølge konsensusestimater indsamlet af Chr. Hansen blandt 14 analytikere.

Den organiske vækst var i tredje kvartal på 9 pct. mod ventet 8,3 pct. blandt analytikerne. I tilsvarende kvartal 2020/21 lød den organiske vækst på 4 pct.

EBIT-marginen før særlige poster landede på 26,7 pct., og her havde analytikerne sat næsen op efter en margin på 26,9 pct.

Bundlinjen endte i tredje kvartal på 58,3 mio. kr. for den fortsatte forretning, hvor analytikerne havde ventet et overskud på 60 mio. euro mod 49,5 mio. euro i samme kvartal 2020/21.

ØRSTED FÅR DIFFERENCEKONTRAKT

Ørsted har fået tildelt en differencekontrakt - en elpriskontrakt - for Ørsteds havvindmøllepark Hornsea 3. Kontrakten blev tildelt til en inflationsindekseret afregningspris på 37,35 pund per megawattime i 2012-priser.

Parken får en kapacitet på 2852 MW, hvilket er nok til at dække 3,2 mio. husstandes behov.

Det oplyser Ørsted, der torsdag falder 0,8 pct. til 793,10 kr.

HSBC HAR KIGGET PÅ BANKAKTIER

Danske Bank har fået løftet sit kursmål hos amerikanske Goldman Sachs til 135 kr. fra 128 kr.

Anbefalingen er fortsat "neutral", viser data fra Bloomberg News.

Danske Bank stiger 1,7 pct. til 99,14 kr.

Kollegaen Nordea har samtidig fået løftet sit kursmål til 99,17 kr. fra 96,53 kr. af Goldman Sachs. Her er anbefalingen stadig "køb".

Nordea stiger 2 pct. til 63,80 kr.

NKT FÅR KONTRAKT

NKT har underskrevet en kontrakt om produktion og installation af kabelsystemer til højspændingseksport til det potentielle havvindmølleprojekt East Anglia THREE (EA3) med en kontraktværdi på cirka 250-300 mio. euro svarende til 190-225 mio. i standard metalpriser.

Det skriver NKT i en meddelelse torsdag morgen, efter at projektet i dag er blevet udvalgt til en Contract for Difference (CfD) i allokeringsrunden, hvilket er et vigtigt skridt mod en endelig ordre til NKT.

NKT stiger 2,9 pct. til 317 kr.

SAS FORTSAT UNDER LUP

Uden for C25 kan strejkeramte SAS fortsat tiltrække sig opmærksomhed. Britiske HSBC har sænket kursmålet til 0,12 kr. fra 0,14 kr. og fastholder anbefalingen "reducer". Selskabet leverer trafiktal kl. 11 for juni.

SAS-aktien er faldet de foregående tre handelsdage. Torsdag falder aktien 3,4 pct. til 0,3412 kr. Sidste fredag kostede aktien 0,4418 kr.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯