Aktier/åbning: Europa følger i USAs positive fodspor

Udgivet den 04-06-2013  |  kl. 09:24  |  

Aktiemarkederne i Europa lægger ud i højt humør tirsdag, efter at de amerikanske investorer mandag besluttede sig for at sende aktierne op trods en skuffende opgørelse over erhvervstillidsindikatoren ISM.

I fraværet af regnskaber og vigtige nøgletal er det generelt forventninger til den amerikanske centralbanks gøren og laden, der for tiden sætter tonen på aktiemarkedet.

Og netop betydningen af investorernes forventninger til Federal Reserve blev understreget mandag, hvor ISM-skuffelsen blev tolket som en indikation af, at Federal Reserve vil fortsætte de pengepolitiske lempelser, hvilket sendte aktierne op, og dagen lukkede med stigninger i de tre toneangivende aktie-indeks.

Herhjemme stiger C20 Cap-indekset 0,6 pct. til 581,4, og også ude i Europa er der pæne stigninger, størst i tyske DAX, der stiger 1 pct., mens også de britiske og franske indeks hænger fint på med stigninger på henholdsvis 0,8 og 0,9 pct.

Det paneuropæiske Stoxx 50 stiger omkring 1 pct.

- ISM-tallene var faktisk noget lavere end ventet, og det gør, at den frygt, der var for, at Fed vil trække noget af stimuli til økonomien tilbage, er forsvundet for en kort bemærkning, forklarer afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank om den positive reaktion på de skuffende nøgletal.

- Det er det, der er hovedtemaet, indtil der igen kommer nyt fra regnskabssæsonen. Vi er i en periode, hvor det er nøgletal og udmeldinger fra centralbankchefer, der styrer markedet, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Vestas har lagt sig i spidsen af C20-indekset, efter at vindmølleaktien mandag blev bundskraber med et kursfald på 7,3 pct.

Trods faldet har Vestas stadig oplevet et fantastisk kursridt i år. Vindmølleaktiens værdi er blevet mere end fordoblet fra en kurs ved årsskiftet på 31,86 kr.

- Den dækning af korte positioner, som har været med til at trække aktien op, er måske ved at være overstået, vurderede chefaktiehandler Mads Zink fra Danske Bank mandag over for Ritzau Finans.

Tirsdag er aktien dog igen i hopla med en stigning på 2,0 pct. til kurs 80,2.

Generelt er der medvind til de cykliske aktier og finansaktierne, mens de faldende C20-aktier udgøres af defensive Lundbeck, Novozymes,William Demant og Coloplast, mens Novo Nordisk ligger med indeksets mindste plus.

Tryg er ramt af kundeflugt efter en stigning i præmien for fredede bygning. Det skriver Berlingske Business.

Det er især godsejere og andre ejere af fredede ejendomme, der gør oprør. Flere stiller nu krav om et politisk indgreb mod hvad de ser som et forsikringsmonopol.

De voldsomme præmiestigninger begyndte med branden i Dehns Palæ i Bredgade i København, natten mellem den 3. og 4. maj 2010. Branden i det fredede palæ endte med at koste Tryg mere end 200 mio. kr.

Tryg-aktien ligger dog pænt tirsdag morgen med en stigning på 0,7 pct. til kurs 486,8.

Blandt sidepapirerne kan man hæfte sig ved, at Alm. Brand Markets har stoppet sin dækning af Royal Unibrew-aktien med anbefalingen "sælg". Royal Unibrew ligger uændret i 520 kr.

Desuden har det færøske olieselskab Atlantic Petroleum solgt en del af en olielicens, hvilket ifølge selskabet sker for at optimere kapital inden for selskabets budgetmæssige rammer. Der er tale om en ejerandel på 6 pct. i licens L016, som Atlantic Petroleum sælger til Exxon Mobil Exploration and Production Faroe Islands Limited.

Atlantic Petroleum stiger 5,2 pct. til kurs 183.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:09 Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
17:04 Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata
17:02 Novos markedsværdi steg 183 mia. kr. efter stærke fedmedata
16:02 USA: Michigan-indekset nedrevideret i endelig opgørelse
15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"
12:05 Obligationer/middag: Renten kravler højere oven på opmuntrende aktivitetsindeks
11:59 Novos nye håb viser vægttab på 22 pct. - aktien tordner op
11:47 Novo stryger til vejrs efter stærkt vægttab med Amycretin
11:36 Aktier/middag: Behersket optimisme efter lille åbning fra Trump - Novo over kurs 600
10:57 Danske Bank: Skelsættende amerikansk regnskabsuge i vente med Tesla, Meta og Apple
10:46 Euro styrkes efter opløftende nyt fra indkøbscheferne
10:39 GN stiger for sjette dag i træk: Jyske Bank peger på fravær af toldsatser mod Kina
09:25 Verdens ældste bank lægger milliardbud på Mediobanca