Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
En stribe overraskende stærke europæiske aktivitetsindeks medvirkede fredag til små rentestigninger på det danske obligationsmarked.
Der var tale om de såkaldte PMI-målinger, der baseres på indkøbschefers tilbagemeldinger om den økonomiske aktivitet.
- Formiddagen har budt på PMI-indeks fra Tyskland, Frankrig og eurozonen som helhed. Her er det overordnede billede, at tallene er bedre end ventet på forhånd. Det får renterne og euroen til at kravle lidt i vejret, konstaterer Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.
Efterfølgende satte renten sig dog lidt igen ud på eftermiddagen, da en tilsvarende amerikansk måling skuffede.
Slutfacit blev en rentestigning på 1 basispoint til den tonegivende tiårige danske statsobligation, der endte dagen med en rente på 2,24 pct. Det er 2 basispoint lavere end niveauet fredag ugen forinden.
Fredagens PMI-målingerne fra såvel Tyskland, Frankrig som eurozonen var alle bedre end ventet, om end de langt fra tegnede et billede af økonomier, som buldrer frem.
I eurozonen landede den samlede PMI-måling på 50,2 i januar mod ventet 49,7 blandt økonomer ifølge Bloomberg News. En værdi over 50 indikerer vækst.
I USA skuffede det samlede amerikanske PMI-indeks derimod med et fald til 52,4 i januar fra 55,4 måneden før. Her havde økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en lille stigning til 55,6.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›